- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

CPH vil fjerne gang til lavprisfinger

CPH river hangar ned og fjerner gang ud til CPH GO-fingeren for at gøre plads til den nye Finger E. Hvad der skal ske med GO-fingeren er endnu usikkert.

Rejsende til og fra Københavns Lufthavns særlige lavprisfinger, CPH GO, kommer meget snart til at kunne mærke lufthavnens store udbygningsplaner på egen krop. Det er nemlig meningen, at den lange, lange grå gang fra lufthavnens primære terminalområde ud til GO-terminalen inden længe skal rives ned.

Gangen vil blive erstattet af en midlertidig gang. Men Københavns Lufthavn ønsker ikke på nuværende tidspunkt at fortælle mere om de kommende faciliteter, som vil blive benyttet af rejsende med Ryanair, easyJet og Transavia. Det er nemlig de tre selskaber, som anvender CPH GO til en lavere pris per passager, end de andre flyselskaber betaler i den øvrige del af lufthavnen.

Den nuværende forbindelsesgang skal fjernes i forbindelse med nedrivningen af lufthavnens gamle Hangar 1, der ligger i vejen for opførelsen af den nye Finger E. Det er den første store etape i lufthavnens udbygningsplan, ”Expanding CPH”, der skal gøre CPH i stand til at håndtere 40 mio. passagerer om året. Sidste år gik 26,6 mio. passagerer gennem lufthavnen.

cph-oversigt

Gå i gang inden jul
Hangar 1 består af en hangar med tilhørende værksteder og kontorbyggeri. Hangar 1 blev bygget i 1947-48 til SAS som en servicehangar. Da SAS fik større fly i slutningen af 1950’erne blev hangaren udbygget med en frontforlængelse og i starten af 1980’erne blev værkstederne udbygget med den bagerste del. En treetagers kontorbygning blev tilføjet omkring 1960. Hangar 1 udgør i skrivende stund et bebygget areal på cirka 15.900 kvadratmeter.

SAS har allerede flyttet deres aktiviteter – blandt andet autoværksted – fra den gamle hangar til andre steder i lufthavnen. Nedrivningen forventes at gå i gang lige inden jul og skal være gennemført et år senere. Den sydvestvendte del af hangaren, svarende til et bebygget areal på omtrent 6500 kvadratmeter i ét plan, skal dog være fjernet 1. april næste år for at gøre plads til arbejdet med opførelsen af den nye Finger E. Fingeren skal primært bruges til langdistancefly og vil blive placeret der hvor Hangar 1 og forbindelsesgangen ud til CPH GO ligger i dag.

Hvad der skal ske med CPH GO har lufthavnen endnu ikke givet et klart svar på. Men på flere illustrationer og modeller af Expanding CPH-planerne stikker CPH GO ud fra siden af Finger E. Om det bliver den endelige udformning eller om der opføres en ny lavprisfinger et andet sted, er endnu uafklaret.

CPH Finger E Expanding

Lukning af tværbane
De næste etaper i ”Expanding CPH” består blandt andet af opførelsen af en ny satellitterminal og en forlængelse af Finger B. Disse to projekter vil indebærer en lukning af lufthavnens tværbane, bane 12/30. Det sker kun ganske få gange i løbet af et år, at bane 12/30 er den eneste bane i lufthavnen, som det er muligt at lande på. Københavns Lufthavn mener derfor det vil have ganske små negative konsekvenser at lukke banen, mens flere flyselskaber mener konsekvenserne vil blive mere mærkbare. Hos SAS argumenterer man desuden med, at de sparer både tid og brændstof ved ofte at lande på banen med fly, der kommer ind fra sydøst.

 

 

Relaterede artikler:

CPH gør klar til at bygge ny langdistance-finger

Pilot: Banelukning vil give større fejlrisiko

Flyselskaber i fælles front mod banelukning

CPH GO større end Aalborg

Kamp mod CPH GO faldt til jorden