- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Czech Airlines vender tilbage til København

Czech Airlines vil fra 12. maj genoptage ruten fra Prag til København. Det tjekkiske flyselskab er i øjeblikket under rekonstruktion, men kan fortsætte driften imens.

Københavns Lufthavn får igen besøg af CSA Czech Airlines, der ikke har opereret til den danske hovedstad i flere måneder.

Det tjekkiske flyselskab oplyser, at det genoptager fem forskellige ruter i løbet af maj og juni, og CPH er iblandt destinationerne. Fra onsdag 12. maj vil Czech Airlines åbne ruten fra Prag til CPH, og indledningsvis bliver der fire ugentlige afgange. Efterhånden vil der øges til daglige frekvenser mellem de to lufthavne.

Andre nordiske ruter fra Czech Airlines tæller i øjeblikket forbindelsen til Stockholm Arlanda med to ugentlige afgange. Og fra 2. juni genoptages ruten til Keflavik International Airport ved Reykjavik med op til fire ugentlige afgange.

På ruten til CPH kan Czech Airlines se frem til konkurrence fra to andre flyselskaber. Hvis alt går efter planen, vil både Ryanair og Norwegian betjene samme rute i løbet af sommeren.

Tjekkisk regering vil ikke hjælpe
Czech Airlines har – som mange andre flyselskaber – været hårdt ramt af coronakrisen. Moderselskabet for Czech Airlines søgte i august sidste år om kreditorbeskyttelse ved et såkaldt moratorium. Trods flere måneders forhandlinger lykkedes det ikke at komme frem til en løsning.

Moratoriet med den midlertidige kreditorbeskyttelse udløb, og Czech Airlines søgte derfor i stedet om rekonstruktion i henhold til den tjekkiske insolvenslov. Formålet var at redde selskabet og finde den bedst mulige løsning for kreditorerne.

I mange EU-lande har flyselskaber fået regeringen til at yde økonomisk hjælp under coronakrisen, men den tjekkiske regering har hidtil ikke ville støtte Czech Airlines. EU-Kommissionen har anbefalet denne løsningsmodel, men regeringen har nægtet at følge dette, da den mener, at der ikke kan ydes statsstøtte til enkelte selskaber.

På trods af rekonstruktionsprocessen kan Czech Airlines altså fortsætte driften og vender nu tilbage til den danske hovedstad. Herudover opererer selskabet i øjeblikket – foruden Stockholm – til Paris, Kiev og Moskva. I løbet af juni åbnes der ruter til Odessa, Amsterdam, Malta og som nævnt Keflavik.

 

Relaterede artikler:

Czech Airlines søger om rekonstruktion

Czech Airlines bestiller også A321XLR

Czech Airlines indsætter 214-sæders fly til CPH