- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Dæk eksploderede på SAS-fly

Et dæk eksploderede, da et SAS-fly i lørdags lettede fra en spansk lufthavn. Flyets piloter valgte at fortsætte mod Skandinavien.

Da et SAS-fly lørdag lettede fra Alicante i Spanien med kurs mod Bergen i Norge eksploderede dækket på det ene af hjulene på venstre hovedlandingsstel.

Piloterne på Boeing 737-800 flyet valgte dog ikke at afbryde stigningen og gå tilbage til Alicante. I stedet fortsatte de med at lade flyet stige til den flyvehøjde, som de var blevet tildelt, og sætte kursen nordpå.

Og det er helt efter bogen. Medmindre noget indikerer, at der er opstået andre skader på flyet forbindelse med eksplosionen, så bør man fortsætte mod ens planlagte destination. Det er anbefalingen fra Boeing. På den måde bliver der brændt brændstof af og flyets vægt bliver reduceret. En fordel, når der skal landes med kun tre dæk på hovedlandingsstellene. Det giver samtidig piloterne til at planlægge deres indflyvning og landing på et tidspunkt, hvor arbejdsbyrden ikke er så stor.

Kørt i bus
SAS-piloterne valgte dog at lande i Oslo Gardermoen i stedet for Bergen. Her landede flyet næsten fire timer efter starten fra Alicante. Det drejede af banen og ind på en taxavej parallelt med banen. Her stoppede flyet og passagerne forlod flyet og blev kørt til terminalerne i bus.

Et andet fly, der startede lige efter SAS-flyet, meldte til flyvelederne i Alicante, at der lå dækrester på den bane, som SAS-flyet netop var lettet fra.