- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Danish Air Transport udvider atter i Norge

Vamdrup-baserede Danish Air Transport etablerer den 16. januar 2012 den 9. indenrigsflyrute i Norge, når selskabet åbner på ruten fra Stavanger til Florø. Datterselskabet DOT LT flyver også på to norske indenrigsruter.

Danish Air Transport synes ustoppelig på det norske marked. Selskabet er i disse dage ved at forberede opstart af nye ruter i Moss Lufthavn Rygge, hvor DAT inden længe vil være den næststørste operatør efter Ryanair.

Men nu melder DAT sig på banen med endnu en flyrute på det norske marked. Fra den 16. januar vil DAT flyve fra Stavanger til Florø, hvorved selskabet skaber direkte forbindelse mellem Syd- og Vestnorge.

”Vi har et langt og positivt erfaringsgrundlag på begge destinationer” fortæller administrerende direktørJesper Rungholm.

Der flyveskl. 07.25 om morgenen fra Stavanger til Florø og retur igen sidst på eftermiddagen kl. 16.10. Flyvetiden er på 1 timer og 5 minutter, og der flyves med fly af typenATR42.

Offshore-rute

”Vi har først og fremmest etableret ruten, fordi offshore branchen har efterspurgt den. Vi er naturligvis tilfredse med at kunne imødekomme disse ønsker,” siger Jesper Rungholm.

At offshore-industrien er et vigtigt kundeunderlag hos DAT, fremgår også af det øvrige rutenet, hvor der fra Stavanger er ruter til Skien, Rygge og Esbjerg.

Siden 2003 har DAT fløjet på ruterne Florø-Bergen og Florø-Oslo, men har gennem de seneste år også etableret sig på ruterne Stord-Oslo, Skien–Stavanger og Skien-Bergen samt Rygge-Stavanger – og fra den 9. januar også fra Rygge til Bergen og Rygge til Trondheim.

Datterselskabet DOT LT flyver også fra Oslo til Fagernes og fra Oslo til Røros, mens DAT forbinder Danmark og Norge med ruter fra Stavanger til henholdsvis Esbjerg og Billund.