- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Danish Travel Awards vender tilbage i 2022

I 2022 vil den traditionsrige Danish Travel Awards atter blive afholdt efter en pause som følge af coronapandemien. Det bliver den 25. udgave af den populære prisfest i rejse- og luftfartsbranchen.

Den 7. oktober 2020 skulle den 25. udgave af Danish Travel Awards efter planen have været afholdt i Cirkusbygningen i København, men det satte coronapandemien en stopper for.

Grundlaget for forbrugeranalysen var ikke til stede, og samtidig var der i planlægningsfasen stor usikkerhed om smitteudviklingen, og hvad det ville betyde for forsamlingsforbuddet. Derfor valgte Travelmedia Nordic som arrangør at udskyde den traditionsrige prisuddeling i foreløbigt et år.

Nu er det så blevet besluttet, at prisfesten vender tilbage i oktober 2022.

“Prisuddelingen bygger normalt på en Epinion-forbrugeranalyse, hvor medlemmer af Danmarkspanelet skal vurdere kandidaterne ud fra egne erfaringer gennem de seneste 12 måneder. Det datagrundlag har også i år været for spinkelt at drage nogle konklusioner på baggrund af, og derfor har vi valgt at udsætte endnu et år,” siger Ole Kirchert Christensen, der er administrerende direktør for Travelmedia Nordic.

Opbakning fra præsidiet
Undervejs har arrangøren rådført sig med medlemmerne af præsidiet bag Danish Travel Awards, hvilket omfatter repræsentanter fra brancheorganisationerne ANTOR, BARiD, Dansk Erhverv, DBTA, DRF, HORESTA og RID.

Samtlige medlemmer af præsidiet har bakket op om den vanskelige beslutning at udsætte endnu et år.

“Troværdigheden omkring analysens tilblivelse og de efterfølgende kåringer prioriterer vi meget højt. Vores priser bliver brugt af vinderne til både ekstern og intern markedsføring, og det er vigtigt, at de er blevet til på det bedst mulige grundlag,” lyder det fra Travelmedia-direktøren.

Fra D’Angleterre til Cirkusbygningen
Danish Travel Awards debuterede i 1996 på Hotel D´Angleterre i København, og sidenhen har Hilton Copenhagen Airport (nu Hotel Copenhagen Airport), Crowne Plaza Copenhagen Copenhagen Towers, Tivoli Hotel & Congress Center samt Wallmans Cirkusbygningen dannet de fysiske rammer om prisuddelingen. Herudover har Danish Travel Awards også været afholdt i Københavns Lufthavn i 2007 samt i Billund Lufthavn i både 2005 og 2014.

Siden 2012 har prisuddelingen været afholdt i Wallmans Cirkusbygningen med undtagelse af en enkelt afstikker til Billund.

Det er endnu ikke blevet besluttet hvor den 25. udgave af Danish Travel Awards skal afholdes i 2022, men tid og sted vil blive offentliggjort senere på året.

 

Relaterede artikler:

Fem luftfartskategorier ved Danish Travel Awards

Fire flyselskaber hædret ved Danish Travel Awards

300 kandidater til Danish Travel Awards