- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Danmark går glip af Ed Force One

Det britiske rockband Iron Maiden kommer ikke til Herning i det store Boeing 747-fly kaldet Ed Force One. I stedet får Oslo og Gøteborg besøg af det noget opsigtsvækkende fly.

Mange spærrede øjnene op, da et stort Boeing 747-400 i sidste uge landede i Cardiff Airport. På siden af flyet stod Iron Maiden og forrest på snuden Ed Force One samt navnene på en lang række byer.

Det var intet mindre en det privatfly, som skal bringe det britiske rockband Iron Maiden rundt i verden på store dele af den turné, der bliver skudt i gang i morgen i Fort Lauderdale i Florida.Den gigantiske The Book of Souls World Tour omfatter 35 lande på flere kontinenter, og Herning står til at få besøg af Iron Maiden tirsdag den 21. juni.

Men flyentusiaster kan desværre glemme alt om at spotte flyet i Billund eller Karup Lufthavn, da det ikke skal med på den sidste del af den europæiske turné. Ed Force One – som flyet kaldes i daglig tale – bliver benyttet til koncerten i Oslo den 15. juni og Gøteborg den 17. juni. Resten af den europæiske turné kommer til at foregå med transport af udstyret på store lastvogne, således at der ikke er brug for flyet til at transportere det tunge og voluminøse udstyr.

Opgraderet fra 757 til 747
En del af flyvningerne med det kæmpemæssige fly udføres med forsangeren Bruce Dickinson i cockpittet. For få år siden havde han et bijob som kommerciel pilot hos det islandske flyselskab Astraeus Airlines, der blandt andet fløj danske chartergæster til Thailand.

Iron Maidens nye turnéfly tilhører det islandske flyselskab Air Atlanta Icelandic, og har indtil efteråret 2015 fløjet hos Air France som F-GITH.

Flyet har en rækkevidde på 13.000 kilometer, og dermed vil det være muligt at undgå fuel-stops, som det var tilfældet på tidligere turnéer i 2008, 2009 og 2011, hvor bandet benyttede Boeing 757-fly.

Iron Maiden starter ud i morgen aften i Fort Lauderdale, og efter et par koncerter i Tulsa og Las Vegas sættes kursen mod Central- og Sydamerika, hvor scener i Mexico, El Salvador, Costa Rica, Argentina, Chile og Brasilien venter på at blive indtaget. Herefter går turen i slutningen af marts tilbage til USA til yderligere 10 shows samt optrædener i Canada.

I slutningen af april og i løbet af maj er der planlagt besøg i Japan, Kina, Australien, og New Zealand, inden Sydafrika venter før første etape af Europa-turnéen. Samlet skal der tilbagelægges 88.500 kilometer i luften, hvilket svarer til to gange rundt om jorden.