Trods spændingerne mellem USA og Danmark er det den amerikanske flyproducent Boeing, der er blevet valgt som leverandør af Forsvarets to nye overvågningsfly til regionen omkring Grønland.
Der har været kurre på tråden mellem Danmark og USA igennem en længere periode, da præsident Donald J. Trumps mange gentagelser af sit ønske om, at USA skal have kontrollen med Grønland, har slået sprækker i forholdet mellem de to allierede.
Et af den amerikanske præsidents tilbagevendende kritikpunkter har været, at Danmark i hans optik ikke har gjort tilstrækkeligt for at beskytte Grønland. Det argument har også været fremført på det NATO-topmøde, der i disse dage finder sted i Tyrkiets hovedstad Ankara.
Danmark har dog benyttet topmødet som en lejlighed til at offentliggøre nyheden om, at kongeriget har anskaffet to nye maritime patruljefly, der skal styrke landets tilstedeværelse i såvel Arktis som Nordatlanten, ligesom de også ventes at øge Forsvarets reaktionsevne og kampkraft i regionen.
Benyttes af allierede
Trods at forholdet mellem Danmark og USA har været bedre, er det den amerikanske flyproducent Boeing, der er blevet valgt som leverandør af de to nye patruljefly.
Valget er nemlig faldet på typen P-8A Poseidon, der er et ombygget Boeing 737-800-fly. Det skyldes blandt andet, at P-8A Poseidon-flyene er udstyret med anti-ubådskapacitet, der har evnen til at identificere og bekæmpe fjendtlige flådefartøjer.
Derudover er det også interessant, at en række af Danmarks nære allierede allerede anvender flytypen til overvågning og opbygning af det maritime situationsbillede. Forsvarskommandoen er også gået i gang med at afdække mulighederne for samarbejde med NATO-allierede om flyene.
Udover USA benyttes Boeing-flyene i forvejen af Storbritannien, Tyskland, Norge, Australien, Indien og Sydkorea, mens Singapore og Canada – ligesom Danmark – har besluttet sig for at anskaffe dem.
Tager opgaven seriøst
Forsvarsminister Jeppe Bruus (S) hæfter sig ved, at Danmark med anskaffelsen af de to overvågningsfly både øger de militære muligheder og sender et vigtigt signal.
”Forsvaret har de senere år med tæt inddragelse af Grønlands Naalakkersuisut styrket den militære tilstedeværelse og med maritime patruljefly styrkes Danmarks evne til suverænitetshåndhævelse og overvågning i regionen markant.”
”Herudover er anskaffelsen en tydelig markering af, at vi tager vores fælles opgave i NATO seriøst.”
Ifølge Forsvarsministeriet har forsvarschef Michael Wiggers Hyldgaard anbefalet, at man skulle vælge netop denne flytype. Han mener da også, at P-8A Poseidon-flyene fra Boeing vil give Danmark bedre muligheder for at løse forskellige opgaver.
”Vi skal kunne forsvare alle dele af kongeriget. Det gælder også det arktiske og nordatlantiske område. Og vi har en forpligtigelse over for NATO til at bidrage til det kollektive forsvar, ikke mindst i forhold til at levere på styrkemål til ubådsbekæmpelse.”
”Med anskaffelsen af to nye P-8-fly styrker vi Forsvarets opgaveløsning i forhold til indhentning og overvågning på de helt lange afstande. Det vil blandt andet bidrage til, at vi kan opnå en endnu bedre fælles situationsforståelse.”
Relaterede artikler:
Kommende ubådsjægere: Ombygget Boeing 737