- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Dansk fly gled af landingsbanen i Oslo

Et fly fra det danske luftfartsselskab North Flying havarerede onsdag morgen i Oslo-Gardermoen lufthavnen på vej fra Ørland. Flyet gled af landingsbanen og endte i en stor snedrive. Ingen af de 11 passagerer og 2 besætningsmedlemmer kom noget til, men flyet fik beskadiget propeller og næsehjul.

Af Ole Kirchert Christensen [email protected]

(OPDATERET)

Et fly af typen Fairchild SA-227AC Metro IIIfra det nordjyske luftfartsselskab North Flying gled onsdag morgen af banen i Oslo-Gardermoen lufthavnen under landing.

Flyet var på vej fra den lille norske lufthavn Ørland nær Trondheim på ruteflyvning til Oslo-Gardermoen under flynummer NFA990. Ombord var 11 passagerer og 2 besætningsmedlemmer. Da flyet kl. 09.06 landede på den vestlige bane 19R gled flyet af banen og endte i en stor snedrive. Der var lav sigtbarhed og rimtåge, da uheldet skete.

Efter uheldet måtte lufthavnsmyndighederne lukke banen i flere timer, mens bugserings- og oprydningsarbejdet stod på. Det medførte store forsinkelser i Oslo-Gardermoen det meste af formiddagen onsdag.

Ifølge tilgængelige rapporter kom ingen til skade ved uheldet. Flyet fik dog beskadiget propellerne og næsehjulet ved den ublide medfart.

“Vi kan bekræfte hændelsen i Oslo-Gardermoen. Under landingsforløbet drejede flyet af uvisse årsager til højre oggled af banen.Vi er glade og lettede over, at passagerer og besætning slap uskadt. Nu vil den norske havarikommission formentlig foretage en undersøgelse af hændelsen,“fortæller administrerende direktør Per Wistisen fra North Flying til CHECK-IN.dk. Hanberetter samtidig, at et reservefly af samme type ersendt til Norge, således atdriften på ruten mellem Ørland og Oslo kan genoptages.

North Flying har siden 2003 under navnet Air Norway opereret på ruten mellem Ørland og Oslo. Flyet har en daglig rotation mellem Ørland og Oslo og flyver hverfredag på rutenummer til Aalborg- og tilbage igen til Ørland søndag aften.

Udover at drive den norske indenrigsrute er North Flying kendt som Skandinaviens største taxaflyselskab. North Flying flyver over hele verden med eksempelvis ministre, forretningsrejsende, sportsfolk og oliearbejdere fra Nordsøen. Hertil kommer ambulanceflyvninger med syge og tilskadekomne rejsende.

Foto: Et fly af typen Metro III fra North Flying gled onsdag morgen af landingsbanen i Oslo-Gardermoen lufthavnen.