- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Dansk flyselskab skifter bestyrelsen ud

Der er blevet ryddet godt og grundigt op i det danske flyselskab Backbone Aviation A/S i Esbjerg, der i dag beskæftiger to CRJ200-fly og en Cessna Citation-jet på vegne af søsterselskabet Global Reach Aviation A/S. Hele bestyrelsen er skiftet ud, og den administrerende direktør Nicolas Dam Webèr har fået selskabets ejer og bestyrelsesmand Bjarne Lastein, som personlig oppasser.

Ud af bestyrelsen trådte i oktober måned formand Lars Reinhardt Møller sammen med Jens Okholm og Nicolas Dam Webèr. Ind kom Bjarne Lastein og satte sig i førersædet og med sig havde han islændingen Einar V. Adalsteinsson og Jesper Præst Olsen.

Einar V. Adalsteinsson kommer ind i selskabet som bestyrelsesmedlem samt salg- og marketingdirektør. Han har en fortid som flytekniker i 13 år hos Air Atlanta efterfulgt af to og et halvt år hos Air Arctic Airlines. Sideløbende hermed har islændingen siden 2008 være direktør for den tekniske afdeling hos ABL Aviation i New York.

Det andet nye medlem i bestyrelsen er Jesper Præst Olsen, der for fem måneder siden sprang ud som virksomhedsejer ved at etablere GoAudit Revisionsanpartsselskab ApS i Ny Adelgade i København. Udover revisionsforretningen er han tillige medejer af et selskab, der råder over en udlejningsejendom i Ajstrup ved Malling syd for Aarhus, der er udlejet til butikskæden Fakta.

Redningsplanke fra Bjarne Lastein
Bjarne Lastein skal sammen med sine nye bestyrelseskolleger og salgs- og marketingdirektøren bringe selskabet tilbage i god gænge. Backbone Aviation realiserede et underskud på 1,1 mio. kroner i 2015 og havde ved seneste regnskabsafslutning en negativ egenkapital på 3,5 mio. kroner. Det fik selskabets revisor til at give en afkræftende konklusion i årsrapporten, da der ved selskabets generalforsamling den 31. maj i år ikke var sikret finansielt tilsagn, hvorfor regnskabsaflæggelsen ikke kunne foregå efter going-concern princippet.

“Det er, hvad man kalder revisorsprog,” sagde Nicolaj Dam Webèr dengang til CHECK-IN.dk og understregede samtidig, at der via Bjarne Lastein var taget skridt til at man kunne fortsætte driften.

I dag er administrerende direktør Nicolaj Dam Webèr stadig noget fåmælt omkring selskabets økonomi.

“Bjarne Lastein har holdt sit ord og har været garant for, at vi kan fortsætte, men jeg ønsker ikke at oplyse om detaljerne ,” siger Backbone-direktøren til CHECK-IN.dk.

Stort passagerfly på vej
I en pressemeddelelse udsendt af Backbone Aviation forklarer Bjarne Lastein, at man har besluttet at bringe selskabet i en ny strategisk retning, der handler om at fokusere på at tilbyde forskellige flytyper til flyselskaber og charterarrangører.

“Vi taler lige nu med mange kunder, både eksisterende og nye, for at sikre den bedste løsning for dem både hvad angår flystørrelse og operation. Vi havde en meget travel sommer med vores CRJ200-fly og vores Cessna Citation privatjet samtidig med, at vi gik ind i nye markeder med flycharter og helikopterdrift,” forklarer Bjarne Lastein.

Fremover vil Backbone Aviation styrke tilstedeværelsen på det europæiske marked med back-up fly til flyselskaber, charterløsninger for rejsearrangørerne og som kapacitetsudbyder for flyselskaber eller virtuelle flyselskaber. Herudover er man i gang med at etablere en cargo-afdeling, ligesom man vil tilbyde flyejere og leasingselskaber at placere flyene på Backbone Aviations AOC (driftstilladelse, red.), så flyene regelmæssigt kommer i luften, indtil en ny ejer eller leasingtager står klar til at overtage flyene.

De store vækstambitioner kræver større fly, og lige nu er Backbone Aviation i forhandlinger om at anskaffe et stort passagerfly og et fragtfly til forretningen.

“Der er stor efterspørgsel på fly i størrelsen mellem 100 og 150 sæder, og vi er ved at lukke aftaler med nye kunder hertil. Det er grundlæggende, hvad vores kunder ønsker, og det vil vi forsøge at opfylde,” siger Einar V. Adalsteinsson til CHECK-IN.dk.

 

Relaterede artikler:

Revisor undsiger to danske flyoperatører

Endnu et CRJ200-fly til Esbjerg-selskab

Cimber-fly til Esbjerg-selskab