- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Danske fly registreres i udlandet

Ifølge Danmarks Statistik er antallet af større fly, indregistreret i Danmark, gennem de seneste 16 år reduceret med 46 procent.

Der er ikke færre, der flyver og der er fortsat selskaber med baser i danske lufthavne, men mange af de selskaber, der flyver fra danske lufthavne, har flyene indregistreret i andre lande, skriver luftfart.nu.

De færre fly på dansk register betyder, at færre danske arbejdspladser for piloter og kabineansatte er omfattet af dansk lovgivning.

”Vi har stadig arbejdsplads i Danmark, men når flyene ikke længere er dansk indregistrerede, fører de danske myndigheder ikke længere tilsyn med vores arbejdsmiljø”, forklarer luftkaptajn og tillidsrepræsentant for piloterne i CityJet, Peter Hjort til luftfart.nu.

Hos Trafikstyrelsen henviser man til Irland, men her er heller ikke hjælp at hente. I Irland begrænser arbejdsmiljøloven sig til irsk territorium.

Fra dansk til irsk flag
CityJet, der for et år siden købte Cimber fra SAS, har på 12 måneder erstattet ni dansk indregistrerede fly med irsk indregistrerede. De kommende måneder følger yderligere tre.

Da Norwegian åbnede dansk base i 2008, var det først med fly på norsk register, siden er flyene overført til Irland.

I SAS opereres 21 procent af flyene, der indgår i SAS produktion, på et ikke-skandinavisk register. Det viser en opgørelse fra blandt andet planespotters.net. De ikke skandinaviske fly, som flyver for SAS, er hjemmehørende i Irland, Storbritannien, Estland og Spanien

Hovedparten af de ikke skandinaviske fly, der flyver for SAS, er hjemmehørende i Irland og resten i Storbritannien, Estland og Spanien.

Enkelte selskaber med danske flåder
Primera Air har flyttet syv af sin ni fly fra dansk til lettisk register og senest har DAT flyttet supportfunktioner til Litauen, hvor selskabet siden 2003 har haft et datterselskab. Selskabet har dog ikke planer om at udflage yderligere fly.

Selskaberne Jet Time, Thomas Cook Airlines og Alsie Express beholder flåderne på dansk register, mens Sun-Air med én undtagelse flyver på dansk register, skriver luftfart.nu.

Relaterede artikler:

Primera: Otte nye fly på dansk register i 2018

EasyJet flytter 110 fly fra britisk til østrigsk register

SAS åbner nye baser og udflager til Irland