- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Danskere skal forbedre sikkerhedskontrol i London-lufthavn

En af Storbritanniens største lufthavne har tilkaldt hjælp fra Danmark for at få effektiviseret sin sikkerhedskontrol. Det er London Luton Airport, der har indgået en kontrakt med den lille danske virksomhed Copenhagen Optimization om at anvende danskernes cloud-baserede planlægningsplatform ”Better Security”, der allerede i dag benyttes af blandt andet Dublin Airport og Genéve Aéroport.

”Better Security” er et af flere elementer i Copenhagen Optimization’s ”Better Airport”-platform. Et andet element er ”Better Forecast”, som London Luton Airport også vil gøre brug af. Begge systemer vil hjælpe personalet til at forudsige antallet af passagerer i sikkerhedsområdet på et givet tidspunkt, samt sikre, at det rigtige antal medarbejdere er på plads i spidsbelastningsperioder og dermed undgå forsinkelser.

London Luton Airport har oplevet en hastig vækst i de seneste år, og er den hurtigst voksende større lufthavn i London-området med i alt 129 destinationer og selskaber som easyJet, Ryanair og Wizz Air som de største brugere. Sidste år steg antallet af passagerer med 18,5 procent. For at imødekomme den øgede efterspørgsel er lufthavnen nu ved at udvide den årlige kapacitet fra 12 til 18 mio. passagerer og opgradere terminalen. Det er den største investering i lufthavnens historie.

Hands-on erfaring
”Better Airport” er en cloud-baseret platform til alle operationelle områder i en lufthavn. Den gør det muligt for lufthavnene at udføre al operationel planlægning ved hjælp af en fælles platform. Brugere af ”Better Airport” har rapporteret om reducerede ventetider, reduceret stressniveau for både personale og passagerer samt øget personaleeffektivitet.

Siden grundlæggelsen i december 2014 er Copenhagen Optimization blevet førende i planlægning af lufthavnsoperationer ved at kombinere dybdegående operationsanalyse med hands-on erfaring fra mange lufthavne rundt om i verden. Copenhagen Optimization samarbejder i dag med mere end 15 lufthavne over hele verden på alle aspekter af lufthavnsdrift.

I London Heathrow er ventetiden i sikkerhedskontrollen blevet reduceret gevaldigt gennem forbedret planlægning. I Genève Aéroport er antallet af dage med mindre end fem minutters ventetid blevet femdoblet og i Dublin Airport er passagergennemstrømningen per medarbejder øget med godt 10 procent.

Arbejdede i CPH
Resultaterne er opnået gennem en planlægningsmetode, som blev anvendt til at skabe signifikante resultater, mens stifterne af Copenhagen Optimization arbejdede i Københavns Lufthavn. Metoden baserer sig på intelligent udnyttelse af de data, som i dag bliver samlet op i lufthavnen – eksempelvis hvornår hver enkelt passager har scannet sit boardingkort ved ankomst til Security, og hvor mange bakker hver passager kører gennem security-scanneren.

Potentialet i teknologien bliver understreget af, at lufthavne blot er et af de steder, hvor planlægning af logistik har stor betydning. Rent faktisk er Rigshospitalet i dag den største kunde hos Copenhagen Optimization.

“Vi har succesfuldt transformeret vores approach inden for lufthavne til hospitaler og har skabt signifikante resultater i vores første år på Rigshospitalet,” forklarer Kasper Hounsgaard, der stiftede firmaet i 2014 sammen med Anders Dohn. Efter otte år i Københavns Lufthavn gik de to deres egne veje. I lufthavnen ledede de til sidst de to primære planlægningsafdelinger.

 

Relaterede artikler:

Dansk start-up reducerer ventetiden i lufthavne markant