- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

DAT i infight om norske ruter

Danish Air Transport er kommet på kant med norske myndigheder og konkurrenten Widerøe om betjeningen af otte statsstøttede norske indenrigsruter. DAT mener Widerøe favoriseres.

Danish Air Transport’s forhåbninger om igen at operere en række statsstøttede norske indenrigsruter er endt i et verbalt slagsmål med de norske myndigheder og konkurrenten Widerøe.

Det norske Samferdselsdepartement sendte i juni driften af otte flyruter i Sydnorge i en periode på fire år i udbud. En række ændringer i forhold til et tidligere udbud, havde givet Danish Air Transport mod på at forsøge igen.

I tidligere udbudsrunder har departementet haft stive krav til antallet af daglige frekvenser og sædekapacitet på flyvningerne.

”Før skulle man nærmest kopiere Widerøes ruteprogram. Nu skal man bare levere et vist antal sæder om året. Det er bestemt et skridt i den rigtige retning,” understregede Danish Air Transports direktør, Jesper Rungholm, overfor CHECK-IN.dk i juni inden buddene skulle indgives.

Særlige fly
DAT endte dog kun med at byde på én af de otte såkaldte FOT-ruter. Det er ruten mellem Oslo og Røros. Af de otte udbudte ruter er det nemlig kun på denne rute, at det er muligt at anvende de ATR42-fly, som DAT har i sin flåde i dag. På de andre ruter vil det være nødvendigt for DAT at skulle anskaffe særlige Dash 8-fly.

Danish Air Transport mener, at det vil kræve installation af et særligt landingssystem i Dash-8 flyene at kunne betjene de syv resterende ruter. Det landingssystem har DAT-konkurrenten Widerøe den norske licens til. Og netop Widerøe er det andet selskab, som også var ude efter de otte statsstøttede ruter. Derfor anklager DAT nu de norske myndigheder for at favorisere Widerøe.

Eneste system i Norge
DAT’s anklager afvises ikke overraskende af Samferdselsdepartementet.

”I udbuddet af FOT-ruterne i Sydnorge har Samferdselsdepartementet ikke stillet krav til specifikke landingssystemer, men vi har fastsat et krav om en form for satellitbaseret instrumentindflyvning,” forklarer statssekretær Tom Cato Karlsen til den norske avis Firdaposten.

Det såkaldte SCAT-1 system, som Widerøe har den norske licens til, er dog det eneste fungerende system i Norge i dag. Samferdselsdepartementet peger på, at Avinor, der driver hovedparten af de norske lufthavn, har lovet, at et nyt satellitbaseret instrumentindflyvningssystem vil være på plads inden 1. april, hvor udbuddet løber fra.

I 2012 forsøgte DAT sig også på de statsstøttede norske FOT-ruter. Men også denne gang havnede man i en polemik med de norske myndigheder, som DAT mente favoriserede Widerøe.

Danish Air Transport ville skulle genanskaffe Dash-8 fly, hvis selskabet skulle have betjent en række norske indenrigsruter.