- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

DAT lider nyt nederlag til Widerøe

Endnu engang må DAT se sig slået af SAS-ejede Widerøe i en udbudsrunde i Norge. Widerøe vandt det statslige udbud på ruten mellem Røros og Oslo, som DAT hidtil har opereret gennem sit litauiske datterselskab. DAT er også i modvind på andre norske ruter.

Danish Air Transport (DAT) har gennem de senere år haft fremgang på det norske marked, hvor selskabet blandt andet har fløjet på ruterne fra Florø til Oslo og Bergen på en kontrakt med driftstilskud via Samferdselsdepartementet.

Florø-ruterne tabte DAT ved det seneste ruteudbud til SAS-ejede Widerøe, der kom med et nulbud, hvilket betød, at man ville flyve uden driftstilskud. I stedet skulle DAT have haft et samlet driftstilskud på 70,8 mio. norske kroner for at flyve ruterne i en kontraktsperiode fra 1. april 2012 til 31. marts 2016.

Derimod vandt DAT i første omgang Lofoten-flyvningerne fra Widerøe ved at komme med et samlet krav om 438,5 mio. norske kroner i driftstilskud fra 1. april 2012til 31. marts 2017. Driftstilskuddet dækkede over fem års drift på de fire ruter fra Bodø til henholdsvis Svolvær, Leknes, Røst og Narvik.

Widerøe, der skulle have 482,8 mio. kroner for fortsat at operere ruterne, indklagede sidenhen afgørelsen om valget af DAT. Her fik Widerøe medhold, hvorefter DAT mistede kontrakten, der i stedet gik til Widerøe.

Widerøe billigere end DAT
Ruten fra Røros til Oslo har hidtil været opereret af DAT´s litauiske datterselskab UAB DOT LT, men dette udbud besluttede man skulle gå om, da Samferdselsdepartementet havde stillet krav op flykapacitet på minimum 30 sæder i forhold til tidligere.

UAB DOT LT bød ind med et krav om etdriftstilskud på 71 mio. norske kroner for at operere ruten fra 1. december 2012 og frem til 31. marts 2016. Da udbuddet blev offentliggjort i går, blev Widerøeudpeget som vinder med et samlet bud på 56 mio. norske kroner, der således lå betydeligt lavere end tilbuddet fra det danskkontrollerede UAB DOT LT.

“Det er rigtig ærgerligt, men også en del af konkurrencevilkårne. Så det må vi tage i stiv arm,“ siger administrerende direktør Jesper Rungholm fra DAT i en kommentar til afgørelsen på ruteudbuddet.

Udfordringer på Rygge-ruterne
Ved årsskiftet overtog DAT samtidig fra Norwegiantre ruter fra Moss Lufthavn Rygge. Der var tale om indenrigsruterne fra Rygge til Trondheim, Bergen og Stavanger.

Men passagertallene har ikke udviklet sig gunstigti 2012, og Trondheim-ruten har angiveligt været tæt på en lukning. Rygge-Trondheim er nu blevet reduceret til en weekend-rute med afgange på fredage og søndage.

På et pressemøde tidligere på månedenvar DAT´s administrerende direktør Jesper Rungholm tvunget til at præsentere en ny prisstruktur med lavere priser.

“Vi harfået en tilbagemelding fra kunderne om, at DAT har et ulogisk prissystem, og at det var dyrt at rejse med os. Det har vi lyttet til, og derforomlagt bookingsystemet,“ oplyste DAT i en pressemeddelelse.

DAT reagerer på kritik
Ikke nok med, at kunderne føler, at priserne er for høje. Det lokale erhvervsliv anført af Moss industri- og næringsforeningmente ikke, at DAThavde gjortnok for at markedsføre ruterne fra Rygge. Erhvervslivet har efterlyst større pågåenhed hos DAT.

“DAT har taget det for let i forhold til den kundegruppe, som Norwegian efterlod sig og troede, at det blot handlede om at sætte ruterne op, hvorefter alt gik automatisk. Sådan fungerer det ikke i praksis. Men må faktisk varte sine kunder up,“ sagde Gunnar Laursen fra Moss industri- og næringsforening til NRK.no.

DAT har imidlertid lyttet til kritikken.

“Vi har for nylig ansat en lokal salgsmedarbejder, der kom fra VisitMoss. Vi kan allerede mærke effekten, da vi kan konstatere en mærkbar fremgang i passagertallene,“ siger Jesper Rungholm til CHECK-IN.dk.

I dag opererer DAT Norges-ruter fra Rygge til Trondheim, Bergen, Stavanger og København samt fra Stavanger til Florø, Skien, Esbjerg og Billund. Endelig er DAT også at finde på ruten mellem Oslo og Stord.