- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

DAT og SAS vinder store charterkontrakter

Danish Air Transport har vundet en 3-årig aftale med Primo Tours og SAS får 757 mio. kroner for at flyve for Apollo næste år.

I løbet af sommeren har Danish Air Transport hver uge fløjet chartergæster for Primo Tours. Onsdag indgik parterne en ny og udvidet aftale om det fremtidige samarbejde.

Den nye aftale gælder for tre år og vil samtidig øge antallet af flyvninger. Primo Tours’ destinationer befinder sig især i middelhavsregionen.

”Det passer godt til de fly, som vi har i flåden. Og vi ser med glæde frem til at skulle fortsætte det gode samarbejde,” siger Jesper Rungholm, direktør i Danish Air Transport.

I hænderne på andre
Direktør Bjarke Hansen fra Primo Tours glæder sig også over aftalen.

”DAT har vist, at de kan give Primo Tours’ gæster en god, stabil flytransport, hvor punktlighed og komfort vægtes meget højt. Det har naturligvis en meget stor betydning, fordi vi i praksis har lagt denne del af rejsen i hænderne på andre, mens den stadig af gæsten opleves som en integreret del af Primo Tours’ samlede produkt,” siger Bjarke Hansen.

Den nye aftale træder i kraft ved årsskiftet og løber til udgangen af 2016.

757 mio. kroner
Danish Air Transport er ikke det eneste luftfartsselskab, der onsdag kunne skrive under på en aftale om flyvninger med chartergæster. Således kunne SAS fortælle, at de har indgået en ny aftale med Apollo til en værdi af 757 mio. kroner. Aftalen gælder for 2014 og indebærer, at SAS flyver med Apollos kunder fra 17 forskellige steder i Sverige, Norge og Danmark.

Hos Apollo har man især lagt vægt på, at SAS har en fleksibel flåde med både store og små fly, som gør det muligt også at flyve fra mindre regionale lufthavne, samt trygge og pålidelige flyvninger med høj punktlighed.

SAS har også i de forgangne år fløjet for Apollo.

”Vi er enormt stolte over, at Apollo endnu engang har valgt os som partner. Takket være vores flåde, kan Apollo tilbyde kunderne direkte afgange fra mange skandinaviske destinationer. Vi ser frem til at sige velkommen til Apollos kunder ombord hos SAS,” siger vice president Annelie Nässen, Global Agent Sales, SAS.