- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

DAT og Sun-Air i kamp om ruter

Det norske luftfartsselskab Vildanden måtte i sidste uge indgive konkursbegæring. Både Danish Air Transport (DAT) og Sun-Air of Scandinavia er interesseret i at overtage en eller flere af selskabets ruter fra Skien. Begge operatører har erfaring med indenrigsflyvning i Norge.

Geiteryggen-lufthavnen i Skien midt i det norske Grenlandsområde har gennem mere end 5 år dannet rammen for aktiviteterne i det norske luftfartsselskab Vildanden AS.

Selskabet haropereret flyruter mellem Skien og henholdsvis Bergen, Stavanger og Trondheim.

Fredag den 14. januar måtte Vildanden imidlertid indgive konkursbegæring, da kassen var tom, og det ikke var lykkedes at finde investorer til at sikre en videreførelse af selskabet. Derforhar Vildanden været nødt til at indstille flyvningerne fra og med 16. januar.

Det norske selskabs konkurs har fået to danske luftfartsselskaber til at vise interesse for at overtage ruterne. Det er først og fremmest Danish Air Transport, der bl.a. fra 200-2010 har opereret på ruten mellem Skien og Bergen med et ATR42-fly på vegne af Vildanden. Denne aftale blev dog senere overtaget af norske Helitrans, der var operatør frem til konkursen.

Da Danish Air Transport (DAT) kender ruten og markedet ganske godt, har det Vamdrup-baserede selskab vist interesse for at overtage ruten.

“Vi er meget interesseret i at overtage ruten fra Skien til Bergen,“ siger kommerciel chef Dennis Rybasch fra DAT til det norske medieVarden.

Han tilføjer, at DAT i nogen tid har været i dialog med Geiteryggen-lufthavnen om at videreføre ruten, hvis Vildanden ophørte. “Vi har ledige fly, og vi tror, at det kan være lønsomt,“ sigerDennis Rybasch.

Men en anden dansk operatør har også meldt sig på banen. Det er Sun-Air of Scandinavia, der også er interesseret i at overtage en eller flere ruter fra det krakkede selskab. “Vi vurderer løbende nye forretningsmuligheder og er interesseret i ruterne, såfremt det kan opereres lønsomt. Vi mener, at vore Dornier-fly til 32 personer passer godt til ruterne fra Skien,“ siger kommerciel direktør Kristian Tvergaard til CHECK-IN.dk.

For omkring 15 år siden fløj Sun-Air mellem København og Skien med et fly af typen Jetstream 31. Flyet blev endda døbt “City of Skien“. Heruodver har Sun-Air erfaring med den norske indenrigsrute fra Stord til Oslo, som selskabet opererede fra 2008 til 2009, indtil ruten blev overtaget af DAT.

DATflyver i dagindenrigs i Norgefra Florø til Oslo og Bergen, fra Stord til Oslo samt fra Oslo til Fagernes og Røros med sit liatuiske datterselskab DOT LT.

Foto: DAT er interesseret i at flyve fra Skien til Bergen eller Stavanger efter at det norske selskab Vildanden har måttet indstille aktiviteterne.