- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

DAT overtager fly fra BRA

Danish Air Transport har leaset et nyere ATR72-fly, der forventes at skulle indgå i kontraktflyvninger fra den 15. april.

Hos Danish Air Transport (DAT) er der konstant gang i rutesalg, ACMI-aktiviteter og flyhandel. Sidstnævnte fylder efterhånden en del i det danske flyselskab, idet administrerende direktør Jesper Rungholm er kendt for at have en god fornemmelse for handel med fly.

Sædvanligvis har DAT et princip om at købe flyene, men kommer der et godt leasingtilbud, går man tilsyneladende heller ikke i vejen for det. Det er netop, hvad der er kommet fra svenske Thunbolaget, og denne gang handler det om et ATR72-500 fly (registrering SE-MDC, red.), der blev leveret til Golden Air i slutningen af 2009 og frem til midten af juni sidste år havde fløjet for BRA (Braathens Regional).

“Vi fik et godt tilbud, som vi ikke kunne sig nej til. Det er fjerde gang, at vi aftager et fly herfra, og de tre foregående gange har vi endt op med at købe flyet. Vi har haft et godt samarbejde med dem i mange år,” fortæller Jesper Rungholm til CHECK-IN.dk.

DAT har ikke umiddelbart beskæftigelse til flyet, men det håber man at få inden længe. Flyet forventes at komme på en ACMI-aftale fra den 15. april, således at DAT kan tilbyde en samlet løsning med fly, besætning, vedligeholdelse og forsikring, til operatører, der måtte mangle kapacitet.

Det gør man blandt andet hos Yuva JetLines Airways i Indien samt andre flyselskaber, der allerede har henvendt sig på baggrund af DAT´s information om den ledige ACMI-kapacitet.

Saab-fly fjernet fra salgslisten
Der er en klar overkapacitet i markedet for ATR72-fly, hvilket er årsagen til, at DAT har kunnet lease flyet på favorable betingelser. Men overkapacitet er der tilsyneladende også på Saab 340-fly, idet DAT gennem sit litauiske datterselskab DOT LT gennem det seneste år har forsøgt at sælge det svenskeproducerede turbopropfly.

Nu er flyet taget af salgslisten og har siden den 19. marts fløjet med registreringen LY-RUS – også kaldet “mini-RUS” – på ruten fra Billund via Esbjerg til Stavanger, hvor der i det seneste års tid har været benyttet ATR42-fly. Men netop på denne offshore-rute har det været muligt at indsætte fly med færre sæder, da efterspørgslen i markedet ikke er så stor i øjeblikket.

“Vi havde Saab-flyet stående i Kaunas, hvor det var sat til salg. Der kom ikke mange bud på det, hvorfor vi har afholdt omkostningerne til det nødvendige vedligeholdelseseftersyn og sat det i drift på Stavanger-ruten, og det har vist sig at være en god disposition,” forklarer DAT-direktøren.

For et halvt år siden lykkedes det dog DOT LT at sælge søsterflyet med registreringen LY-RUN, så der i dag blot et Saab 340-fly tilbage i den danske luftfartskoncern.

 

Relaterede artikler:

To danske ATR72-fly på vej til udlandet

DAT har solgt A320-fly

DAT kom airberlin til undsætning

DAT vil sælge MD83-fly

​DAT sælger tidligere Cimber-fly