- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

DAT sikrer sig finansiering for kvart milliard

Et samarbejde med to danske banker sikrer Danish Air Transport en kvart milliard kroner til at finansiere blandt andet flyindkøb.

Hos det danske flyselskab Danish Air Transport (DAT) ønsker man i videst muligt omfang at eje sine fly selv fremfor at leje dem. Det er op til halv pris i forhold til at leje, og det giver samtidig bedre fly over tid, da man helt naturligt passer bedre på aktiver, man selv ejer.

Men den filosofi har det de senere år været svært at få finansiering til at kunne følge.

”Det stiller naturligvis store krav til kapital og finansiering, og finansieringen har ikke været let at få de seneste 4-5 år, eller den har været dyr. Der har været en tendens til, at de banker der beskæftiger sig med flyfinansiering internationalt har skiftet fokus hen imod finansiering af nye fly sikret med eksportkreditter, og i mindre grad finansiering af brugte fly hos enkeltstående flyselskaber,” forklarer Danish Air Transports direktør, Lars Høeg.

Således har tre af DAT´s udenlandske samarbejdspartnere de senere år meddelt, at de ikke vil udvide samarbejdet, da deres politik har ændret sig.

Svært at få finansieret
Nu er det til gengæld lykkedes for DAT at skaffe finansiering hos to danske pengeinstitutter. Virksomheden har således sikret sig en 10-årig finansieringsramme på i alt 250 millioner kr. hos Sydbank og Spar Nord.

Sydbank har i mange år været hovedbank for DAT, og nu er Spar Nord kommet til som ligeværdig bankforbindelse for DAT.

”Det er en rigtig god aftale, som jeg glæder mig meget over. Man hører ofte, at det er svært at få finansieret projekter, og vi har også været nød til i perioder at bruge relativt dyre finasieringskilder i ind- og udland. Det er rigtig glædeligt, at to danske banker vil samarbejde med os,” fortæller Lars Høeg.

Det betyder, at DAT kan erstatte relativt dyr finansiering med billigere, ligesom selskabet nu har to hovedbanker, som vil være med at sikre DAT’s udvikling fremadrettet, herunder fornyelse af flyflåden til sikring af den strategiske konkurrenceevne.

Nyere fly
DAT har i dag godt 20 fly, og dette antal vil flyselskabet også fastholde. Strategien er, at flere af flyene skal udskiftes med nyere fly. Og det er særligt i den forbindelse, at DAT har sikret sig den strategi-
ske finansiering på 250 mio. kr.

”Finansieringen giver os mulighed for at fortsætte vores strategi, hvor vi fornyer vores flåde af fly, og det er vi meget tilfredse med,” uddyber Lars Høeg.

Det bliver primært indenfor ATR 42 og 72, hvor de vil søge nyere fly. Samtidig kan der blive tale om at søge en nyere erstatning for det MD-87 fly, som selskabet fornylig skilte sig af med.