- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Datamangel kan koste SAS punktlighedspris

Hos SAS har man en tradition for at have en høj punktlighed, der flere gange har sikret det skandinaviske flyselskab udmærkelser og priser fra FlightStats i forbindelse med de årlige On-Time Performance Service prisuddelinger.

Derfor var der mange i SAS-hovedkvarteret, der spærrede øjnene op, da det i løbet af onsdagen viste sig, at SAS ikke var blevet nomineret i en eneste kategori ved den ottende årlige On-Time Performance Service Award, der finder sted i begyndelsen af januar måned.

I stedet er selskaber som Austrian, British Airways, Condor, easyJet, Iberia, Lufthansa, Norwegian Air Shuttle, S7 Airlines, SWISS og TAP Portugal blevet nomineret i den europæiske kategori.

“Vi er meget overraskede over, at vi ikke er med på listen. FlightStats´ egne tal viser, at vi er nummer seks i Europa i perioden januar til november 2016. Det er højere end flere af vores konkurrenter, som findes på listen. Vi er allerede i dialog med FlightStats, så vi kan finde ud af, hvorfor vi ikke er med, når vi har en rigtig høj punktlighed,” siger pressechef Mariam Skovfoged fra SAS i Danmark til CHECK-IN.dk.

Hos CHECK-IN.dk har vi haft lejlighed til at gennemgå tallene fra FlightStats baseret på de første 11 måneders indberetninger i 2016. Her er der registreret 281.466 flyvninger med SAS, hvilket svarer til 86,6 procent af samtlige operationer. Den samlede gennemsnitlige punktlighed for disse flyvninger er på 83,2 procent.

Samtlige nominerede selskaber har en andel af registrerede flyvninger på over 90 procent, hvilket kan være årsagen til, at SAS er faldet ud af toplisten. Det kan angiveligt skyldes, at det stigende antal wetlease-flyvninger med eksempelvis CityJet og Flybe ikke er blevet medtalt, men i stedet er opgjort hos disse selskaber.

To separate opgørelser hos Norwegian
At Norwegian er blevet nomineret fremfor SAS skyldes alene det forhold, at FlightStats registrerer Norwegians to flyselskaber hver for sig. Således er der en separat optælling på Norwegian Air Shuttle (DY), der opererer på den norske driftstilladelse, mens den irske EU-licens hos Norwegian Air International (D8) også er opgjort for sig. Hvis man sammenlægger de to Norwegian-selskaber, ville Norwegian ikke være nomineret, da D8-selskabet trækker markant ned i punktligheden.

Således havde Norwegian Air International (D8) i de første 11 måneder af 2016 en samlet punktlighed på 63,7 procent målt på 51.776 operationer, hvilket er 98,1 procent af det samlede antal flyvninger for selskabet. Hos Norwegian Air Shuttle (DY), der er blandt de 10 nominerede flyselskaber i Europa, var der en samlet punktlighed på 82,2 procent på de 122.980 operationer, der er registreret. I alt 98,7 procent af det samlede antal DY-flyvninger indgår i opgørelsen.

Norwegian er herudover også blevet nomineret i den globale konkurrence om den højeste punktlighed hos lavprisflyselskaberne. Her finder man også Norwegian Air Shuttle (DY) sammen med airBaltic, Air Do, Frontier Airlines, Iberia Express, Nok Air, Solaseed Air, Southwest Airlines, Virgin America samt WestJet.

Det er amerikanske FlightStats Inc. med hovedkvarter i Portland i den amerikanske delstat Oregon, der forestår prisuddelingen og de løbende målinger.

 

Relaterede artikler:

Norwegian-datter har svært ved at holde tiden

Finnair verdensmester i punktlighed

Norwegian og SAS nomineret til priser

SAS tilbage i punktligheds-eliten

SAS er atter verdens mest punktlige