- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Del dine ideer i San Francisco

San Francisco Airport har åbnet et område, hvor kreative passagerer kan udnytte ventetiden til at dele ideer og forslag til at gøre verden til et bedre sted.

Hvis du indimellem synes, at lufthavnen hurtigt kan gå hen og blive et kedeligt og ensomt sted, og at ventetiden ofte kan være svær at fordrive, mener San Francisco Airport at have fundet løsningen på dette. Således har lufthavnen i 2014 åbnet et nyt område, hvor passagerer kan få stillet sin kreative sult ved at diskutere verdenssituationen, samt komme med nye ideer til forbedringer af denne. Det skriver airlinetrends.com.

Det er ikke helt tilfældigt, at det netop er San Francisco Airport, som er kommet med dette tiltag, da Californiens fjerdestørste by for nylig blev kåret til Amerikas mest kreative ditto af Forbes Magazine. Ifølge folkene bag ideen, er det nye område inspireret af erhvervslivet i byen, der især er kendt for det kreative Bay-Area.

”At tilføje et sted til nytænkning og samarbejde i en lufthavn, især i en by, der fokuserer meget på at være et samlingspunkt for innovation, føltes bare helt rigtigt,” siger lufthavnens informationschef Doug Yakel.

Det er gratis at benytte det knap 80 kvadratmeter store områdes faciliteter, der minder om et moderne mødelokale, og blandt andet omfatter trådløst netværk, stikkontakter, samt en hel væg udformet som et stort whiteboard, hvorpå lufthavnens passagerer kan nedskrive og kommentere ideer.

Findes også på sociale medier
Området har fået navnet #Converge@flySFO, der indikerer, at det også er muligt at bidrage med ideer igennem de sociale medier, uanset hvor man skulle befinde sig i verden. Ved at bruge hashtagget #Converge, der bedst kan oversættet til et sted, hvor folk med fælles interesser mødes, på Twitter, Instagram eller andre sociale medier, kan kreative sjæle hurtigt og nemt debattere med ligesindede om alt, hvad der rører sig.

”Hvis man tænker over det, er lufthavnen et naturligt sted for folk at komme tæt på hinanden. (Med #Converge, red.) vil man nogle gange støde ind i folk man kender, og måske vil man endda møde nogle ligesindede individualister, og lige pludselig vil disse ideer hurtigt blive udviklet, forklarer Doug Yakel.

#Converge@flySFO åbnede i midten af september og ligger nær San Francisco Airports boardingområde på tredje etage.