Fra næste forår vil Delta Air Lines etablere en ny rute fra Boston til Keflavik-lufthavnen ved Reykjavik. Det bliver SkyTeam-selskabets fjerde rute til Island, og samlet tilbyder syv nordamerikanske flyselskaber 15 Island-ruter i sommeren 2027.
De nordamerikanske flyselskaber fortsætter oprustningen på ruter til Island. Vulkanøen i Nordatlanten, der er hjemsted for blot 400.000 indbyggere, får nu endnu en rute med et amerikansk flyselskab.
Denne gang er det SkyTeam-selskabet Delta Air Lines, der i forvejen tilbyder sæsonruter til New York-JFK, Detroit og Minneapolis, som sætter Boston på rutekortet fra Keflavik-lufthavnen, der betjener internationale flyvninger til og fra Reykjavik.
Sommerruten til Boston starter op den 12. april 2027 og vil blive betjent frem til den 30. oktober 2027. Der flyves dagligt med en Boeing 757-200, hvilket er samme flytype, der blev anvendt, da Delta i juni 2011 debuterede med den første rute til Keflavik fra New York-JFK.
Boston er et vigtigt marked
I Keflavik-lufthavnen er der glæde over, at Delta øger sit rutetilbud, og den internationale Logan-lufthavn i Boston giver adgang til et stort indenrigsrutenetværk i USA, da Boston er et af SkyTeam-selskabets større trafikknudepunkter.
I den forbindelse udtaler Gretar Mar Gardarsson, direktør for flyselskabsrelationer og markedsføring i Keflavik International Airport:
“Vi er meget glade for at kunne byde Delta Air Lines’ nye daglige forbindelse fra Boston til Keflavík velkommen. Storbyområdet omkring Boston er et af vores vigtigste markeder i Nordamerika, og den nye forbindelse skaber endnu flere muligheder for passagerer, der rejser til og fra Island. Ruten styrker Islands forbindelser til USA og bidrager yderligere til at styrke Keflavík Lufthavns position som et internationalt trafikknudepunkt.”
15 ruter fra syv nordamerikanske flyselskaber
Delta-ruten til Boston bliver den fjerde fra det amerikanske SkyTeam-selskab, og samlet set forventes der i 2027 at være syv nordamerikanske flyselskaber, der tilsammen tilbyder 15 ruter.
American Airlines debuterer også med en rute til Philadelphia, mens United Airlines i forvejen betjener Newark, Chicago og Washington. Derudover har Alaska Airlines Seattle i ruteprogrammet.
Blandt de canadiske flyselskaber tilbyder WestJet ruter til Calgary, Edmonton og Winnipeg, og Air Canada tilbyder fortsat Toronto og Montreal, hvor sidstnævnte destination også betjenes af Air Transat.
Udover de nordamerikanske flyselskaber flyver Icelandair også til USA og Canada, og i sommeren 2027 har det islandske flyselskab 15 amerikanske destinationer og to i Canada.
Relaterede artikler:
Syvende nordamerikanske flyselskab lander i Keflavik