- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Delta og Transavia i codeshare-samarbejde

Delta Air Lines har indgået et codeshare-samarbejde med KLM-datteren Transavia på 10 europæiske ruter.

Delta Air Lines har underskrevet en codeshareaftale med KLM-datterselskabet Transavia. Aftalen vil udvide udvalget af europæiske destinationer, der tilbydes af Delta fra USA via Amsterdams Schiphol lufthavn.

Når myndighederne har godkendt aftalen, vil Delta’s passagerer på selskabets 19 daglige flyvninger fra otte amerikanske byer til Amsterdam Schiphol kunne flyve videre på Delta Air Lines-rutenummer til ti Transavia-destinationer. Fire af de ti destinationer flyver Delta Air Lines ikke selv til i dag. Det er Sevilla og Alicante i Spanien, Thessaloniki i Grækenland og Marrakech i Marokko.

De sidste seks destinationer, som Delta Air Lines allerede selv flyver til fra USA, er Barcelona, Malaga, Valencia og Ibiza i Spanien, Lissabon i Portugal og Casablanca i Marokko.

“Partnerskabet med Transavia vil gøre det muligt for Delta at udvide sit netværk til at omfatte flere fritidsdestinationer, primært i Middelhavsområdet, der er populære blandt amerikanske turister i både sommer- og vintermånederne,“ siger Nat Pieper, chef for Delta Air Lines i Europa, Mellemøsten og Afrika.

“Denne aftale supplerer vores i forvejen omfattende netværk af codeshareruter, som tilbydes via Amsterdam med vores partner KLM. Den åbner desuden mulighed for, at Delta kan få codeshare til endnu flere af Transavias destinationer i fremtiden,” pointerer Nat Pieper.

Deltas codeshare på Transavias ruter giver kunderne en koordineret kundeservice, en enkelt billet og gennemgående check-in af bagage til den endelige destinationer. Delta SkyMiles-medlemmer vil desuden være berettiget til at optjene miles på alle Deltas codeshareruter med Transavia.

Støt udbygget netværk
Efter at have lanceret sin første flyvning fra Atlanta til Amsterdam i 1990, har Delta støt udbygget sit netværk af ruter fra USA til Amsterdam Schiphol. Selskabet flyver året rundt til Amsterdam fra Atlanta, Boston, Detroit, Minneapolis/St. Paul, New York–JFK, Newark, Portland og Seattle. Om sommeren suppleres med en rute fra Salt Lake City.