- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Der er stadig liv i SAS Finland

Der var en potentiel risiko for, at operationen med at køre SAS Finland i stilling i stedet for Blue1 ville rive tæppet væk under SAS i saunaens hjemland, men sådan er det langtfra gået.

Efter SAS valgte at omlægge sit finske flyselskab, Blue1, til produktionsselskab, pegede meget på, at SAS var på tilbagetog fra Finland. Kort forinden og kort efter omlægningen blev både finske indenrigsruter og direkte ruter fra Finland primært til København lukket ned. Sidenhen overgik flere af Blue1’s Boeing 717-fly til at flyve på SAS-ruter fra København samt en række svenske indenrigsruter fra Stockholm.

Et blik på sommersæsonen vidner dog på flere måder om, at SAS’ finske operation er lykkedes, uden patienten forblødte.

SAS Finland har til den kommende sommer slået stort op med lanceringen af syv nye ruter fra Finland, som en del af de 45 rutenyheder, SAS har valgt at gå sommeren i møde med. Tre af de syv ruter vil dog ikke blive betjent i det omfang, som oprindeligt blev sat i udsigt. Et genoptag af gamle sommerruter til leisure-destinationer og styrkelse af det intra-nordiske kerneprodukt giver dog alligevel finnerne en bred vifte af SAS-ruter.

”Finland er vigtig i vores netværksstrategi. Vi fokuserer på den skandinaviske trafik med mange frekvenser og sæder mellem Helsinki og Stockholm, Oslo og København, og mellem Stockholm og Turku, Tampere og Vaasa. Vi har også et godt og varieret leisureprodukt til vores kunder fra Finland til Europa, for eksempel Paris, Nice, Athen og flere destinationer i Kroatien,” fortæller kommunikationskonsulent i SAS, Anne Mette Philipsen, til CHECK-IN.dk

Fra Helsinki til Kroatien flyver SAS til Split, Dubrovnik og Pula. SAS genoptager også Blue1-ruterne fra sidste sommer til Zürich og åbner som noget helt nyt til Prag.

Hverken Paris eller Prag vil dog blive betjent i højsommeren.

Blue1 flyver ruterne for SAS
En opgørelse fra februar viser, at SAS med den nuværende tilstedeværelse i Finland sidder på 12 procent af det finske marked, hvilket er et procentpoint over rivalen Norwegian. Der er dog lang vej op til Finnair, som sidder på 59 procent. Opgørelsen viser, at sammenlignet med fordelingen af markedet i de øvrige nordiske lande, er det langtfra en enkel sag at lokke finnerne over i “fremmede“ fly.

På den baggrund kan der være god taktik i, at det bliver de velkendte Blue1 Boeing 717-fly og Blue1-personale, som kan sige ”tervetuloa” (velkommen red.) til de feriehungrende finner på vej til Sydeuropa og de nordiske hovedstæder – selvom det er SAS-rutenumre og SAS-varemærket, der bruges i markedsføringen af sommertrafikken.

Desuden indgår SAS et samarbejde med Braathens Regional, tidligere Golden Air, som skal drive både ATR-72 og Saab 2000-fly på ruterne mellem de finske provinslufthavne og Stockholm, samt på ruten Helsinki – Vaasa for SAS.

Blue1’s Boeing 717-fly er indrettet med 115-sæder. Udover at flyve for SAS, udlejer Blue1 sine fly på charter-basis til diverse formål.