- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Disse europæiske lufthavne har A380

Med den nye A380-rute mellem Dubai og København har CPH taget et skridt ind i eliten blandt de største lufthavne i Europa, der modtager Airbus A380 i daglig rutedrift.

Det er stadig en relativt eksklusiv skare af flyselskaber og lufthavne, der flyver med Airbus A380 og modtager kæmpeflyene i fast rutedrift.

Globalt er der i dag i underkanten af 100 A380-ruter til i alt 44 lande. Emirates sidder på hovedparten, men i de europæiske lufthavne har også Air France, Lufthansa samt British Airways også en vis rolle at spille.

Når Københavns Lufthavn den 1. december i år modtager et Airbus A380-fly fra Emirates i daglig drift, skriver man historie i lufthavnen. CPH bliver én blandt 13 europæiske lufthavne, der dagligt får besøg af megajumboen, og den særlige Emirates-version med i alt 615 sæder er det første sted i verden, hvor denne konfiguration skal prøves af.

Europæiske lufthavne med A380-ruter

Lufthavn Dest. Selskab/er
Paris-Charles de Gaulle 15 AF, EK, SQ, KE, MH, TG, QR
Frankfurt 11 LH, EK, SQ, TG
London-Heathrow 9 BA, EK, QR, MH, SQ, EY
Zürich 2 EK, SQ
Amsterdam-Schiphol 2 EK, CZ (20JUN15)
Barcelona El Prat 1 EK
Københavns Lufthavn 1 EK (01DEC15)
London-Gatwick 1 EK
Manchester 1 EK
Milano-Malpensa 1 EK
Moskva-Domodedovo 1 EK
München 1 EK
Rom-Fiumicino 1 EK

Kilde: Airbus.com

Note: EK (Emirates), AF (Air France), BA (British Airways), LH (Lufthansa), SQ (Singapore Airlines), QF (Qantas), QR (Qatar Airways), MH (Malaysia Airlines), KE (Korean Air), EY (Etihad Airways), TG (Thai Airways), CZ (China Southern Airlines)

Der er tre europæiske lufthavne, der skiller sig markant ud i kampen om A380´erne. Det er lufthavnene i London, Paris og Frankfurt. Udover at være kæmpemæssige internationale trafikknudepunkter har alle lufthavnen et nationalt flyselskab, der har A380´eren i flåden. British Airways råder i dag over ni eksemplarer, Air France har 10, mens Lufthansa har fået leveret 13 af 14 bestilte A380-fly.

I de øvrige europæiske lufthavne er det Emirates, der har sørget for A380-betjening med en føderute til Dubai. Et par enkelte undtagelsee er dog Zürich Lufthavn, der dagligt får besøg af en A380´er fra Singapore Airlines, mens Amsterdam-Schiphol fra 20. juni og resten af trafikprogrammet modtaget et A380-fly fra China Southern Airlines.

Flere er potentielle til CPH
Københavns Lufthavn har siden Lufthansa i september 2010 præsenterede A380´eren i CPH ønsket at få fast besøg af megajumboen. Lufthavnen har da også arbejdet med detaljerede planer for udbygning af manøvrearealerne samt udbygning af en finger E mellem Terminal 3 og lavprisfingeren Go for at kunne skabe rammerne for de store langdistancefly.

Udover Emirates kunne selskaber som Thai Airways, Singapore Airlines og Qatar Airways på sigt være potentielle til at indsætte kæmpeflyet på ruter til Københavns Lufthavn.

Foto: Den 15. september 2010 landede det første Airbus A380-fly i Københavns Lufthavn på Lufthansa promotion-tur. Fra den 1. december i år kommer et A380-fly fra Emirates i fast daglig rutedrift til CPH.