- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Dødsfald i Naviair

Trafikdirektør og COO i Naviair, Claus Skjærbæk, er afgået ved døden i en alder af blot 54 år. Vi har modtaget mindeord fra ledelsen i Naviair.

På vegne af ledelsen i Naviair skriver CEO Carsten Fich mindeord om trafikdirektør, COO Claus Skjærbæk, Dragør, 54 år:

Det var med sit sædvanlige glade smil og i højt feriehumør, Claus før påskeferien susede hen af gangen med arbejdstasken over skulderen. Han ønskede på sin hjertelige facon god ferie ind gennem de åbne kontordøre. Tidligere på dagen havde han talt om, hvor meget han så frem til en dejlig ferieuge med familien og sin sejlbåd.

Meddelelsen om at Claus var gået bort helt uventet og uden varsel, mens han dagen efter var ved at gøre båden klar til en sejltur, kom derfor som et stort chok for os alle.

Vi har mistet en højt faglig kompetent kollega og mere end det – vi har mistet vores sjove, lune, rare og gode ven Claus. Det er et stort tab, som det vil tage hele organisationen lang tid at overvinde. Det er også et tab for dansk luftfart, hvor han gennem en årrække har været en af de førende kapaciteter inden for flyveledelse og luftrumsoptimering. Han havde en omfattende detailviden og var en af dem der for alvor gjorde en forskel, når det gjaldt arbejdet med at udvikle vores område inden for luftfarten. Så han efterlader et tomrum både i vores hjerter og i det faglige miljø.

Claus startede sit arbejdsliv i flyvevåbnet, hvor han gjorde karriere fra 1987 til 2001. Først som tårn- og approach flyveleder og senere som ACC-flyveleder. Han forlod forsvaret i 2001 som flyveleder og vagthavende officer i ESK 515 i kontrolcentralen i København. Fra 2001 var han ansat i Naviair, hvor han startede som overflyveleder i kontrolcentralen og militær sagsbehandler i Procedures. I 2006 blev han chef for Operations Copenhagen ACC og i 2010 souschef for kontrolcentralen (ATCC) i København. Fra 2014 var Claus trafikdirektør og COO og dermed ansvarlig for Naviairs samlede operative drift.

Vores tanker og medfølelse går til Claus` familie, hustruen Ulla og hans tre sønner, som han ofte talte om med stor varme – ikke mindst når vi var på rejser til møder i udlandet.

Der bliver tomt på gangene i Naviair uden Claus. Vi vil altid huske og savne ham.