- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

DOT LT flyver for Air Lituanica

Air Lituanica har indgået en aftale med DOT LT om at flyve for selskabet, mens Cimber A/S tilsyneladende ikke længere har opgaver for det litauiske flyselskab.

Det litauiske flyselskab Air Lituanica gik i luften den 30. juni sidste år. Selskabet råder over et enkelt Embraer ERJ-175 fly og har valgt at wetlease fly fra samarbejdspartnere til at dække fartplanen.

Hidtil har Cimber A/S fløjet for Air Lituanica med et 50-sæders fly af typen CRJ200. Men ifølge webstedet ch-aviation er Cimber A/S for nylig blevet afløst af DOT LT, der har fået kontrakt på flyvninger med et ATR72-200 fly med 68 sæder.

Aftalen med DOT LT bekræftes af administrerende direktør Jesper Rungholm fra Danish Air Transport (DAT), der er moderselskab for litauiske DOT LT.

“Vi har indgået en kontrakt, der foreløbigt løber frem til udgangen af august måned. Air Lituanica har været særdeles positive overfor, at vi kan tilbyde litauiske medarbejdere i kabine og cockpit,“ forklarer Jesper Rungholm.

Cimber A/S har ikke besvaret vores henvendelser om, hvorvidt selskabet stadig skal flyve for Air Lituanica. For blot seks uger siden sagde administrerende direktør Jacob Krogsgaard til CHECK-IN.dk, at Cimber A/S netop havde forlænget kontrakten og forventede at have et fly beskæftiget i Litauen resten af året.

Flere fly i 2015
For Air Lituanica spiller det uden tvivl ind, at ATR-flyet har 68 sæder mod blot 50 i CRJ´eren. Særligt her i højsæsonen, hvor der er stor efterspørgsel på en del af ruterne.

Air Lituanica flyver fra Vilnius til Bruxelles, Berlin, Prag, München, Paris og Tallinn, og i sommerperioden er der sæsonruter til Gøteborg, Malmø og Billund. Fra den 31. august vil Air Lituanica samtidig etablere en rute til Amsterdam.

Det er udelukkende Embraer ERJ175-flyet med 86 sæder, der har været indsat på Billund-ruten, der betjenes tre gange ugentligt. En enkelt gang siden ruteåbningen den 16. juni har Cimbers CRJ200 fløjet en rundtur.

Air Lituanica forventes i 2014 at transportere 150.000 passagerer og blive et af de ledende flyselskaber i Vilnius Airport. Det er planen i 2015 at udvide flåden og få flere destinationer på rutekortet.