- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Dreamlinere må flyve igen

De amerikanske luftfartsmyndigheder har givet grønt lys til at Boeing 787 Dreamliner-flyene kan komme på vingerne igen. Ethiopian Airlines forventer at flyve på torsdag.

De amerikanske luftfartsmyndigheder, Federal Aviation Authorities (FAA), godkendte fredag Boeings løsning af de batteriproblemer, som i mere end tre måneder har holdt alle Boeing 787 Dreamliner-fly på jorden.

Dermed kan flyene sendes på vingerne igen så snart flyselskaberne har foretaget en række mindre modifikationer til flyenes batterisystemer.

I næste uge vil FAA udsende instruktioner til de otte luftfartsselskaber i verden, som har Dreamlineren i deres flåde, om hvilke modifikationer, de skal lave. Samtidig vil FAA offentliggøre det endelig direktiv, som giver Dreamlineren lov til at få luft under vingerne igen og genoptage passagerflyvningen.

FAA forlanger, at Dreamliner-operatørerne installerer systemer, der kan omslutte Dreamlinerens batterier og sørge for ventilation af batterirummet. Samtidig skal batterierne og deres opladere udskiftes med modificerede komponenter. Når modifikationerne er lavet, skal de godkendes af luftfartsmyndighederne i det land, hvor selskabet hører hjemme.

Japanske ANA, Japan Airlines, Air India, Qatar Airways, United Airlines, LAN, Ethiopian Airlines og polske LOT er de otte flyselskaber, som opererer de i alt 50 Dreamlinere- som er indsat i kommerciel drift.

Brand ombord
Alle Dreamliner-fly fik flyveforbud i midten af januar i år, efter at et batteri var brudt i brand ombord på et japansk Dreamliner-fly, der var parkeret i Boston, og efter røgudvikling fra et andet batteri på et andet japansk Dreamliner-fly.

Ophævelsen af flyveforbuddet er ikke bare godt nyt for Boeing og de otte flyselskaber, som allerede har Dreamlinere i deres flåde. Det er også godt nyt til de flyselskaber, som skulle have haft Dreamlinere leveret de forgangne tre måneder eller som står foran at få leveret fly snart. Det er blandt andet selskaber som Norwegian og British Airways.

I luften på torsdag
Det kommer til at tage noget tid inden Boeing har fået indhentet forsinkelsen. Men nu er der i det mindste udsigt til, at flyene får lov at rulle ud fra fabrikken og komme på vingerne.

Allerede torsdag gav FAA Boeing lov til at gennemføre de første testflyvninger af de fly, der er rullet ud fra fabrikken. Derfor forventes det, at de første nye Dreamlinere kan begynde at blive leveret til kunderne allerede inden udgangen af april.

Ethiopian Airlines besluttede allerede inden FAA gav sit blå stempel til Boeings løsningsforslag, at deres Dreamlinere sendes i luften igen fra på torsdag.