- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Dreamlinere undersøges for lækager

De amerikanske luftfartsmyndigheder har givet operatørerne af Boeing 787 Dreamlinere besked på at kigge flyenes brændstofslanger efter. Myndighederne frygter lækager eller ligefrem brande.

Brændstoflækager fra to Boeing 787 Dreamliner-fly, som er i drift, har fået de amerikanske luftfartsmyndigheder, Federal Aviation Authority (FAA), til at udstede et påbud til alle Dreamliner-operatører om, at de skal inspicere flyenes brændstofslanger inden for en uge. Helt konkret er det brændstofslangens fastgørelse til motoren, som selskabernes mekanikere har en uge til at se nærmere på.

Myndighederne frygter, at en brændstoflækage i værste fald kan føre til en brand i flyet. Derfor skal alle flyenes brændstofslanger kigges efter for at kontrollere, at de forbundet ordentligt.

”Sådanne utætheder kan føre til brændstoflækager og at flyet derfor løber tør for brændstof eller at motorerne sætter ud. Lækager på varme motordele kan også føre til at der opstår en brand,” skriver FAA i en notits om sagen.

Ikke valgfrit
Den 25. november anbefalede Boeing sine Dreamliner-kunder at inspicere brændstofslangerne. Med FAA’s påbud er det ikke længere valgfrit. Nu skal slangerne kigges efter – uanset hvordan det så måtte påvirke selskabernes drift.

Omkring halvdelen af de i alt 38 Boeing 787 Dreamliner-fly, som er i drift, er allerede blevet set efter. FAA anslår, at det vil tage cirka 10 timer per fly at kontrollere, at slangerne er ordentligt forbundet med motorerne.

Boeing vil ikke afsløre hvilke to flyselskaber, som ejer de to Dreamlinere, hvor der blev konstateret utætheder. Selskabet forsikrer, at de fly, der er i produktion, også vil blive checket.

En Boeing 787 Dreamliner fra United Airlines foretog tirsdag en sikkerhedslanding i New Orleans. Boeing fastslår, at der ikke er nogen forbindelse til problemerne med brændstofslangerne.