I forbindelse med at Danmark i øjeblikket har EU-formandskabet vil EASA til november afholde agenturets årlige sikkerhedskonference i København. Her skal en række emner drøftes.
Senere i år vil flyvesikkerheden være i højsædet i København, da den danske hovedstad vil danne ramme om EASA’s årlige konference om luftfartssikkerhed. Den har aldrig tidligere været afviklet her til lands.
Årsagen til, at Danmark er blevet udpeget som værtsland for konferencen, der tidligere er løbet af stablen i blandt andet Ungarn, Spanien samt Tjekkiet, er, at kongeriget som bekendt varetager EU-formandskabet fra den 1. juli til den 31. december i år.
En række emner skal drøftes
Konferencen finder sted på Copenhagen Marriott Hotel fra første på eftermiddagen den 12. og hele den 13. november. Det er Trafikstyrelsen og Transportministeriet, der arrangerer den sammen med Det Europæiske Luftfartssikerhedsagentur.
Det oplyses, at overskriften for årets konference er “Aviate-Navigate-Communicate – Safety Today, Safety Cross-Domain, Safety Tomorrow“, og deltagerne vil beskæftige sig med emner såsom konkurrenceevne, sikkerhed, synlighed, udstyr, infrastruktur og bæredygtigt flybrændstof.
”I år vil konferencen rette fokus mod vigtige problemstillinger, som vi mener truer sikkerheden i luftfarten i øjeblikket. Prominente talere fra alle hjørner af luftfarten og forskellige myndigheder vil mødes for at udpege de vigtigste trusler, og finde den bedste måde at adresserer dem på,” siger EASA.
Sådan ser programmet ud
Konferencen starter med, at Jacob Heinsen, der er departementschef i Transportministeriet, byder velkommen, hvorefter EASA’s direktør Florian Guillermet gør det samme og slår tonen an til de kommende drøftelser.
Derefter venter en paneldebat, hvor man vil tage temperaturen på den aktuelle sikkerhedssituation, inden endnu en taler går på scenen. Der er hverken sat navn på taleren eller debattørerne endnu. Derefter skal der netværkes inden de udfordringer med vedligehold skal drøftes.
Dagen afsluttes med taler fra Francois Duclos, der er en del af EASA’s advisory board, og Rachel Daeschler, der er agenturets certifikationsdirektør. Om aftenen står Trafikstyrelsen bag et arrangement i Vilhelm Lauritzen Terminal i Københavns Lufthavn.
På konferencens anden dag vil der være debatter med et endnu unavngivet panel om opretholde konkurrenceevnen uden at gå på kompromis med sikkerheden, at sikre at udstyr og infrastruktur er det rigtige til formålet og om en sikker overgang til brugen af bæredygtigt flybrændstof.
I tillæg hertil byder programmet på taler om konkurrenceevne, at forhindre kollisioner i luften, nye trusler og den grønne omstilling og denne udfordringer samt muligheder for at netværke, inden Florian Guillermet samler op på konferencen og siger farvel til deltagerne sidst på eftermiddagen.
Relaterede artikler:
Nye EASA-anbefalinger om lithiumbatterier i fly