- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

EasyJet-opkøb kan få EU til at stramme reglerne

Udsigten til at en amerikansk kapitalfond kan blive ny ejer af EasyJet har resulteret i, at EU vil gå de gældende regler om ejerskab af flyselskaber igennem i løbet af efteråret.

Kort tid efter at det kom frem, at EasyJet og Castlelake var så godt som enige om en aftale, der ville betyde, at den amerikanske investeringsvirksomhed kunne blive ny ejer af flyselskabet, meldte endnu en bejler sig på banen med et højere bud.

Det drejer sig om en anden amerikansk kapitalfond, Apollo Global Management, som nu står til at kunne blive ny ejer af lavprisflyselskabet, da fonden er villig til at betale 5,7 milliarder pund (50 milliarder kroner) mod Castlelakes 5,5 milliarder pund (48 milliarder kroner).

Nu har der dog vist sig en mulig forhindring. Reuters har nemlig talt med kilder, som peger på, at EU har planer om at gennemgå reglerne for ejerskab af flyselskaber med henblik på at forhindre investorer uden for EU i at opnå reel kontrol over flyselskaber.

Vil ske i år
Som det ser ud i øjeblikket, foreskriver reglerne, at mindst 51 procent af et flyselskab med en EU-driftslicens skal være ejet af EU-borgere, medlemslande eller selskaber i Europa. Derudover holder man også øje med, om den reelle kontrol rent faktisk er forankret i Unionen.

En anonym EU-embedsmand, som nyhedsbureauet har talt med, forklarer, at hensigten med at gennemgå og revidere de gældende regler er at sørge for, at EU fortsat har strategisk autonomi, og at ejerskabet af EU-flyselskaber forbliver i Unionen.

”Det skal sikre, at ikke-EU-investorer ikke får fuld kontrol. Vi bliver nødt til at sikre os, at vi har et tilstrækkeligt råderum, når det kommer til kontrollen.”

Den omtalte gennemgang ventes at blive foretaget i løbet af efteråret og skal tydeliggøre, hvilken slags virksomhedskonstruktioner der er acceptable, når det kommer til at have kontrol over eller ejerskab af flyselskaber.

Har fået forkert opfattelse
Det vurderes, at det foreslåede opkøb kan sætte præcedens, hvis handlen går igennem. Det kan potentielt bane vejen for, at kapitalfonde kan begynde at købe op i en branche, hvor den slags handler sædvanligvis involverer et andet flyselskab, der ofte er støttet af et medlemsland.

Embedsmanden fortæller samtidig, at hverken Apollo Global Management, Castlelake eller EasyJet har drøftet detaljerne i deres aftaler med EU. Ifølge Reuters har ingen af de tre aktører ønsket at kommentere den påstand.

”Bekymringen er, at branchen har fået indtryk af, at vi ikke længere håndhæver reglerne strengt. Det kan få folk til at bevæge sig i en forkert retning, da den opfattelse er forkert,” lyder det fra embedsmanden.

Den næste frist er den 7. august. Her ventes Apollo Global Management at være klar med en formel aftale om overtagelsen af EasyJet.

Handler om den reelle kontrol
Dudley Shanley, der er analytiker hos Goodbody Stockbrokers, mener, at EU’s bekymring i særdeleshed drejer sig om, hvor magten over EasyJet i virkeligheden befinder sig.

”Problemet synes at være, at selvom de to bydere (Apollo og Castlelake, red.) er villige til at lade europæiske investorer sidde på 51 procent af stemmerettighederne, så er EU bekymret over, at den reelle kontrol med selskabet vil være uden for EU.”

Det vurderes samtidig, at det potentielt kan tage en årrække at få nye EU-regler på plads, hvis det er det, som gennemgangen ender med.

 

Relaterede artikler:

Fond overbyder Castlelake på køb af EasyJet

EasyJet siger ja til Castlelake-overtagelse

EasyJet afviser tredje bud fra amerikansk SAS-ejer