- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Edelweiss Air skal flyve København-Zürich

Edelweiss Air skal i december måned flyve en del afgange på København-Zürich ruten på vegne af Swiss. Codeshare med SAS vil være annulleret på disse flyvninger.

I perioden fra den 2. december og foreløbigt frem til den 11. december vil Københavns Lufthavns flyspottere på Flyvergrillen sikkert spærre øjnene op, når LX1270 ankommer fra Zürich kl. 14.05.

Det vil nemlig ikke være et fly opereret af Swiss, men i stedet et Airbus A320-fly fra datterselskabet Edeleweiss Air, der har fået til at opgave at gennemføre en række flyvninger i december måned for moderselskabet.

Rent konkret får det den betydning, at SAS-kunder, der har bestilt plads på et Swiss-fly mellem København og Zürich, og at det er ske via codeshare-aftalen med et SAS-rutenummer, vil det ikke være muligt at fastholde denne billet, hvis Edelweiss flyver den konkrete afgang. Her vil reservationen blive annulleret og billetten reserveres til Swiss (LX) fremfor SK, der er den sædvanlige SAS-kode.

“Swiss har deres Airbus-fly til vedligeholdeseseftersyn, hvorfor Edelweiss bliver vikar i denne periode. Der vil ikke være ændringer i inflight koncept eller service,“ understreger Morten Balk, der er landechef hos Lufthansa Gruppen i Danmark.

Der er fem daglige afgange mellem København og Zürich. Tre af disse er opereret af Swiss, mens SAS flyver de sidste to.

Charter- og ruteflyselskab
Edelweiss Air blev grundlagt i Bassersdorf i oktober 1995 og blev i 2008 opkøbt af Swiss International Air Lines fra rejsekoncernen Kuoni Travel.

Flyselskabet har hjembase i Zürich-Kloten lufthavnen, men opererer også ud af Genève. Edelweiss Air råder samlet over syv fly, hvor to er langdistancefly i Airbus A330-serien, mens de resterende fem er Airbus A320-200, som selskabet også ventes at benytte, når der skal flyves til København i december måned.