- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Emirates indfører brændstoftillæg

Selv for flyselskaber hjemmehørende på den olierige arabiske halvø har brændstofpriserne nået et niveau, der kræver reaktion i forhold til billetpriserne.

Derfor følger Dubai-baserede Emirates i hælene på konkurrenten Etihad Airways og indfører et brændstoftillæg for alle billetter, der sælges og udstedes efter den 1. marts. Det skriver nyhedsmediet Emirates 24|7.

“På grund af den øjeblikkelige volatibilitet i oliepriserne er Emirates nødsaget til at indføre et brændstoftillæg for alle billetter udstedt fra den 1. marts. Det skal afspejle de betydelige stigninger, der på det seneste har været i vores omkostninger til flybrændstof,“ siger en talmand fra Emirates til det lokale nyhedsmedie.

Sidst Emirates havde et brændstoftillæg på billetterne var tilbage i foråret 2011. Men det blev dog ganske kortvarigt. Tillægget blev indført den 18. april og droppet igen den 8. maj efter det mest pludselige fald i oliepriserne i mere end to og et halvt år.

Differentieret tillæg

Hos Emirates er brændstoftillæggets størrelse afhængig af såvel rute som serviceklasse. Rejsende på Economy Class slipper billigst, men rejsende på Business Class og First Class skal betale mest.

Tillægget mellem Dubai og Europa, Afrika, Fjerne Østen og Australien/New Zealand bliver på AED120 (180 danske kroner) på Economy Class ogAED 500 (750danske kroner)på Business- og FirstClass. Tillægget er per strækning.

På ruterne til Nordamerika bliver tillægget AED170 (255 kr.)på Economy Class, mens passagererne forrest i kabinen skal betaleAED 610 (915 kr.). Lokalt i Mellemøsten vil tillægget være henholdsvisAED 60 (90 kr.)på Economy ogAED 390 (585 kr.)på de dyreste klasser.

Brændstoftillægget hos Emirates kommer blot få uger efter, at konkurrenten Etihad Airways fra nabo-emiratet Abu Dhabi lancerede et pristillæg, der også træder i kraft den 1. marts. Etihad Airways valgte dog at begrunde prisstigningen med det europæiske ETS-miljøtillæg.