Emirates fortsætter med at købe sine leasede Airbus A380-fly fri. Det Dubai-baserede flyselskab har indgået en aftale om yderligere seks fly, der skal overtages frem mod 2028.
Selvom produktionen af Airbus A380 blev indstillet i 2021, er verdens største passagerfly fortsat en central del af flådestrategien hos Emirates, der er den suverænt største operatør af flytypen.
Det Dubai-baserede flyselskab har gennem de senere år opkøbt en række af de A380-fly, som selskabet hidtil har opereret på leasingaftaler, og nu er endnu en handel kommet på plads.
Emirates har således indgået en aftale med den Qatar-baserede Lesha Bank om køb af seks Airbus A380-800, der allerede er beskæftiget i selskabets flåde. De første to fly er overdraget til Emirates, mens de resterende fire efter planen skal overtages frem mod april 2028, i takt med at de eksisterende leasingaftaler udløber.
Flyene har hidtil været ejet af flyinvesteringsselskabet Amedeo Air Four Plus, som Lesha Bank tidligere i år tog skridt til at overtage. Den samlede markedsværdi af de seks fly er anslået til omkring 250 millioner dollar, svarende til næsten 1,7 milliarder kroner, men den konkrete handelspris er ikke offentliggjort.
Har tidligere frikøbt leasede fly
Det er langt fra første gang, at Emirates overtager ejerskabet af A380-fly, som selskabet allerede har i drift.
I 2024 købte Emirates fem Airbus A380 fra det britiske flyinvesteringsselskab Doric Nimrod Air Two for samlet 200 millioner dollar, svarende til omkring 1,35 milliarder kroner. De fem fly havde været leaset til Emirates siden 2011, og købet blev gennemført i forbindelse med leasingaftalernes udløb. Året forinden havde Emirates købt yderligere to A380 fra samme selskab.
Senest indgik Emirates i 2025 en aftale med flyinvesteringsselskabet Stratos om køb af endnu en Airbus A380, som flyselskabet allerede opererer. Dette fly skal efter planen overdrages i 2027, når leasingaftalen udløber.
Med den nye aftale med Lesha Bank fortsætter Emirates dermed en strategi, hvor selskabet gradvist overtager ejerskabet af en større del af sin eksisterende A380-flåde frem for at forlænge leasingaftalerne.
Drømmer stadig om en ny A380
Emirates råder i dag over 116 A380’ere og har gennem tiden haft 123 Airbus A380 i sin flåde, og selskabet har gentagne gange understreget, at flytypen fortsat skal spille en central rolle i trafikken via Dubai langt ind i 2030’erne.
Derfor har Emirates investeret betydelige beløb i at modernisere kabinerne på sine A380-fly, blandt andet med nye sæder og installation af Premium Economy.
Emirates-topchef Tim Clark har desuden flere gange udtrykt ønske om, at Airbus genoptager produktionen af verdens største passagerfly i en moderniseret og mere brændstoføkonomisk udgave. Airbus har dog hidtil afvist at genstarte produktionen, der ophørte i 2021 efter 251 producerede eksemplarer.
Relaterede artikler:
Emirates køber endnu en Airbus A380