- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Emirates opgraderer igen på København-Dubai

Fra efteråret 2012 indsætter Emirates det store Boeing 777-300ER fly på ruten mellem København og Dubai. Dermed er den udbudte sædekapacitet på Economy Class øget med 66 procent siden rutestarten den 1. august. Samtidig tilbydes fremover 12 luksuriøse First Class Suiter ombord.

Da Emirates rutenummer EK151 den 1. august kl. 13.10 rullede ind til gate C10 i Københavns Lufthavn, markerede det opstarten på en succes for det Dubai-baserede flyselskab.

Emirates indledte satsningen i København med et fly af typen Airbus A330-200 med plads til 237 passagerer i en tre-klasses version.

Den 1. januar 2012 opgraderes til et større fly. Det bliver et Boeing 777-200 med plads til 290 passagerer.

12 First Class suiter

Men nu har Emirates atter besluttet at opgradere. Det sker næste gang per 1. oktober 2012, hvor Dubai-flyselskabet vil indsætte det store Boeing 777-300 ER fly med 358 sæder på ruten til København.

Startdato Flytype First Business Economy
01.08.2011 Airbus A330-200 12 42 183
01.01.2012 Boeing 777-200 12 42 236
01.10.2012 Boeing 777-300ER 12 42 304

Dermed vil det samlede sædeudbud på Economy Clas være øget med66 procent siden etableringen i august måned i år. Årsproduktionen med Boeing 777-300ER vil således være 250.000 flysæder på København-Dubai ruten.

Boeing 777-300ER flyet har endvidere 12 luksuriøse First Class Suites, der er indrettet med garderobeskab, skrivebord og en personlig minibar. Herudover naturligvis Flat Beds og en 23“ wide-screen LCD-skærm med over 600 kanaler med underholdning. Endelig kan man forvente en udsøgt betjening fra kabinepersonalet samtadgang til a la carte gourmet køkken og et vinkort, der intet lader tilbage at ønske.

“Double daily“ og Airbus A380 kan blive muligt

Næste naturlige skridt for Emirates vil således være at tilføje en ekstra daglig afgang, der formentlig vil blive startet op med Airbus A330-200, hvis det bliver en realitet. Herefter kan der yderligere opgraderes til to daglige 777-afgange, hvorefter den ultimative satsning herefter vil være indsættelse af Airbus A380 megajumboen.

Det vil dog kræve en udvidelse af manøvrearealerne i Københavns Lufthavn, men muligheden for fortsat udvidelse af Emirates-aktiviteterne synes at være til stede. Og hvis udviklingen fortsætter med samme hastighed og styrke somhidtil, skal Københavns Lufthavn ikke vente for længe med at overveje en udvidelse til at modtage A380 i permanent drift.