- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Emirates trækker første Airbus A380 ud af flåden

Emirates har trukket næsten 12 år gammel A380 ud af flåden og planlægger at pensionere endnu flere eksemplarer af dobbeltdækkerflyet.

Emirates er verdens største operatør af Airbus A380 med 114 fly i flåden og yderligere otte fly på vej fra Airbus. Det mellemøstlige flyselskab annoncerede imidlertid allerede sidste år, at man vil begynde at udfase de ældste af A380’erne, så A380-flåden i 2025 vil være reduceret til 90-100 fly.

Nu har Emirates så officielt sendt den første A380 på pension, skriver One Mile at A Time. Det drejer sig om flyet med registreringen A6-EDB, som er blevet spottet i Dubai Lufthavn med en helt hvid bemaling efter at være taget ud af drift. Flyet fløj sin sidste returflyvning for Emirates den 23. februar på ruten fra Dubai til Muscat.

A6-EDB var den blot anden A380, som Emirates nogensinde overtog, og flyet blev indsat i drift den 27. oktober 2008 og er dermed næsten 12 år gammelt.

Produktionen stopper næste år
Airbus indledte produktionen af dobbeltdækkerflyet i 2007, og A6-EDB var den 13. A380, som Airbus-fabrikkerne byggede. Allerede næste år stopper Airbus helt produktionen af A380, når det sidste fly er samlet på fabrikken i Toulouse i Sydfrankrig og leveret til Emirates.

Ifølge One Mile at A Time er der under coronapandemien gået rygter om, at Emirates muligvis vil udfase hele 40 procent af sin A380-flåde som følge af de ændrede markedsvilkår i kølvandet på krisen.

Emirates planlægger som udgangspunkt at beholde mange af sine A380’er i cirka 12 år, da det er så længe leasingkontrakterne løber.

Coronakrise kan have ændret planer
Før coronapandemien var det Emirates’ plan at beholde A380 i flåden frem til midten af 2030’erne, men spørgsmålet er, om coronakrisen har ændret på de planer. Mange flyselskaber justerer i øjeblikket på de planlagte flyleverancer som følge af den globale krise i luftfarten.

Allerede sidste år nedjusterede Emirates sin samlede ordre på A380 med 36 fly fra de oprindelige 162 fly til 123 fly.

Flere selskaber er begyndt at pensionere A380 med Singapore Airline som det første i 2017. Air France meddelte for nyligt, at man vil udfase hele selskabets A380-flåde allerede i år, mens Lufthansa ligeledes har besluttet at fremskynde udfasningen af A380-flåden og udfase seks fly i år frem for i 2022.

 

Relaterede artikler:

Antallet af A380’ere i Europa næsten halveret

Første Air France A380 sat på jorden

Emirates begynder at sende A380 på pension