- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

En travl uge for et dansk charterfly

Jet Time har siden 2006 specialiseret sig i charterflyvninger, og igen i år har selskabets flåde af Boeing 737-fly travlt med at flyve rejsende til og fra feriemål i syden. CHECK-IN.dk har set nærmere på, hvor meget et af selskabets fly når at præstere i løbet af en travl sommeruge.

Fra mandag morgen til søndag aften gennemfører et enkelt fly ikke færre end 32 flyvninger – inklusiv en række positionsflyvninger, hvor flyet bliver fløjet tomt fra en lufthavn til en anden for at være klar til den næste opgave. Ikke færre end 4.144 rejsende bliver fløjet enten ud eller hjem. Det bliver til 106 timer i luften, hvilket gennemsnitligt svarer til mere end 15 timer i døgnet.

Selvom Jet Time er et dansk flyselskab, har selskabet også mange opgaver udenfor Danmark. Mandag morgen starter således i Örebro Lufthavn i Midtsverige og ugen slutter søndag aften i Malmö. Her ind i mellem når flyet at ”besøge” en lang række sydeuropæiske destinationer med rejsende fra ind til flere svenske regional-lufthavne, foruden lufthavnen i Stockholm Arlanda og Københavns Lufthavn.

Vender på en time
Ugens første tur er en flyvning på lidt over tre en halv time til fra Örebro til Larnaca Airport på Cypern, en strækning på godt 3.000 kilometer.

Fra flyet lander i Larnaca, til det er fløjet igen, går der en time. På den tid når de ankomne passagerer at gå fra borde, inden flyet bliver rengjort, og de afrejsende passagerer kan gå ombord for at blive fløjet tilbage til Örebro.

Under hver enkelt flyvning bliver de rejsende budt på et måltid tilpasset tidspunktet på dagen samt drinks. Desuden har passagererne mulighed for at købe taxfree-varer.

I Örebro venter der ikke nye afrejsende passagerer. Efter, at passagererne fra Cypern er stået af, skal flyet ud på en kort positioneringsflyvning til den nærliggende lufthavn i Norrköping. I løbet af ugen gennemføres der flere af disse korte flyvninger uden passagerer for at få programmet til at hænge sammen.

Tid til ferie
Selvom Jet Times fly i høj grad har travlt i sommermånederne, er det dog ikke ensbetydende med, at de ansatte ikke får tid til at holde ferie, ligesom de mange rejsende, flyselskabet er med til at sende syd på. Det fortæller Kitt Hansen, personalekommunikationsdirektør hos Jet Time.

”Selvom vi har travlt, og personalet arbejder hårdt, er der naturligvis tid til at holde sommerferie,” fortæller Kitt Hansen.

”Da vi startede, og kun havde Boeing-flyene, havde vi især travlt om sommeren, og personalet holdt oftere ferie udenfor højsæsonen, hvor der var perioder næsten uden aktivitet. Nu, hvor vi også flyver ATR-fly for SAS og fragt, er vi travlt beskæftiget hele året, og derfor er ferierne også spredt ud, ligesom i en hver anden virksomhed,” forklarer Kitt Hansen.

Til brug i charterprogrammet råder Jet Time over 12 Boeing 737-fly af varianterne -300 og-700 begge med plads til 148 passagerer.

Ugeprogrammet for et 737-fly i sommeren 2014:

Fra Til
Mandag
Örebro, Sverige Larnaca, Cypern
Larnaca, Cypern Örebro, Sverige
Norrköping, Sverige Larnaca, Cypern
Larnaca, Cypern Norrköping, Sverige
Tirsdag
Örebro, Sverige Palma de Mallorca, Spanien
Palma de Mallorca, Spanien Växjö, Sverige
Växjö, Sverige Palma de Mallorca, Spanien
Palma de Mallorca, Spanien Örebro, Sverige
Onsdag
Växjö, Sverige Antalya, Tyrkiet
Antalya, Tyrkiet Växjö, Sverige
Stockholm Arlanda, Sverige Antalya, Tyrkiet
Antalya, Tyrkiet Stockholm Arlanda, Sverige
Torsdag
Växjö, Sverige Rhodos, Grækenland
Rhodos, Grækenland Växjö, Sverige
Växjö, Sverige Chania, Grækenland
Chania, Grækenland Växjö, Sverige
Fredag
Norrköping, Sverige Palma de Mallorca, Spanien
Palma de Mallorca, Spanien Norrköping, Sverige
Norrköping, Sverige Chania, Grækenland
Chania, Grækenland Norrköping, Sverige
Lørdag
Norrköping, Sverige Rhodos, Grækenland
Rhodos, Grækenland Norrköping, Sverige
Norrköping, Sverige Antalya, Tyrkiet
Antalya, Tyrkiet Norrköping, Sverige
Søndag
København, Danmark Samos, Grækenland
Samos, Grækenland København, Danmark
Malmö, Sverige Rhodos, Grækenland
Rhodos, Grækenland Malmö, Sverige