- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

En tredjedel af flyene stadig parkeret i ørkenen

Cathay Pacific opbevarer fortsat en del af flåden i Australiens ørken, da Hongkongs strikse rejserestriktioner har vanskeliggjort den genopretning, som andre flyselskaber er i gang med i øjeblikket.

I løbet af COVID-19-pandemien har styret i Hongkong fastholdt en række meget strenge rejserestriktioner, hvilket har resulteret i en del udfordringer for Cathay Pacific.

Flyselskabet er hjemhørende i den tidligere britiske kronkoloni, og restriktionerne har betydet, at selskabets piloter og kabineansatte har været underlagt omfattende karantænekrav, ligesom passagertrafikken er faldet med 98 procent under pandemien.

Nu begynder de gældende restriktioner i Hongkong dog at blive lempet en smule, hvilket betyder, at Cathay Pacific er begyndt at forberede sig på at hente flere fly hjem, da en del af flåden har været parkeret i ørkenen i Alice Springs under pandemien. Det skriver Reuters.

70 destinationer i slutningen af året
Årsagen til, at flyselskaber benytter ørkener som parkeringspladser for de fly, der ikke er en del af driften i en periode, skyldes det tørre klima. Den næsten totale mangel på regn og fugt mindsker risikoen for, at der eksempelvis opstår tæring på flyenes skrog eller andre vigtige dele.

”Omkring en tredjedel af vores passagerflåde står fortsat ubrugt hen og er parkeret i ørkenen. Vi er i gang med at forberede os på, at de fly gradvist kan tages i brug igen,” siger koncernchef Augustus Tang fra Cathay Pacific.

I maj nåede Cathay Pacific fire procent af kapacitets-niveauet fra 2019, og flyselskabet havde en belægning på 60,5 procent af de udbudte sæder. I øjeblikket beflyver selskabet 45 destinationer med passagerer, hvilket er 15 flere end i starten af i år.

Ifølge koncernchefen har flyselskabet en ambition om, at der skal være 70 destinationer på rutekortet, når året går på hæld. Før pandemien havde Cathay Pacific passagerdrift til 108 destinationer.

Bevæger sig i den rigtige retning
Et andet flyselskab, Singapore Airlines, oplevede en stigning i efterspørgslen, da karantænereglerne i Singapore blev lempet. Maj blev flyselskabets bedste måned siden pandemiens start, da kapaciteten her nåede 61 procent af 2019-niveauet, og man havde en belægning 78,2 procent af sæderne.

I øjeblikket begrænses efterspørgslen på rejser til Hongkong stadigvæk af, at de rejsende skal lade sig isolere i en uge ved ankomsten. Det er dog væsentligt kortere tid end tidligere i pandemien, hvor passagerer fra blandt andet USA og Storbritannien skulle gå i karantæne i op til tre uger.

Genopretningen hos Cathay Pacific hæmmes yderligere af, at flypersonalet skal isolere sig i tre dage, når de har fløjet til destinationer, der ikke befinder sig på det kinesiske fastland. Augustus Tang mener dog, at det er opmuntrende, at styret i Hongkong gradvist reducerer den tid, som passagerer samt personale skal lade sig isolere efter en flyvning.

”Det bevæger sig i den rigtige retning og samler momentum, så vi er relativt optimistiske i forhold til, at vi kommer til at opleve, at Hongkong åbner mere og mere op.”

 

Relaterede artikler:

Cathay-flyrute bliver ufrivilligt verdens længste

Cargo redder Cathay Pacific fra endnu et rædselsår

Cathay-crew sov 73.000 nætter på karantænehotel