- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Endnu et forsøg på at genoplive Pan Am

Pan Am Brands, der ejer rettighederne til det ikoniske varemærke, har hyret et selskab i Miami til at vurdere mulighederne for og den finansielle strategi bag, at få flyselskabet tilbage i kommerciel drift.

Historien om international luftfart kan ikke skrives uden at nævne Pan American, der fra etableringen i slutningen af 1920’erne og frem til konkursen i 1991 var verdens største flyselskab.

Pan American med det ikoniske logo står der meget glamour omkring, og der har gennem de seneste 45 år været flere forsøg på at genoplive flyselskabet, men de har ikke nået den nødvendige flyvehøjde.

I 1996 til 1998 forsøgte et Florida-selskab sig med Pan American World Airways Inc. (Pan Am II), og fra 2000 til 2008 var det Pan Am III under navnet Pan Am Clipper Connection med fly opereret af Boston-Maine Airways. 

Strategisk samarbejde med AVi8 Air Capital
Nu gøres der et nyt forsøg, da Pan Am Brands, et selskab i Pan Am Global Holdings LLC, der ejer rettighederne til varemærket, har indledt et strategisk samarbejde med AVi8 Air Capital om at relancere Pan American World airways som et kommercielt ruteflyselskab.

I en pressemeddelelse oplyser parterne, at AVi8 Air Capital skal udnytte sin omfattende brancheekspertise til at vurdere gennemførligheden, strukturen og den finansielle strategi for flyselskabets tilbagevenden til kommerciel drift.

“Vi er glade for at samarbejde med AVi8 for at undersøge, hvordan vi bedst kan bringe Pan Am-brandet tilbage i luften som et kommercielt ruteflyselskab,” udtaler Craig Carter, CEO for Pan Am Global Holdings, Pan American World Airways LLC.

Erfaring med start-ups
AVi8 Air Capital er specialiseret i finansiering og handel inden for luftfart og er et strategisk konsulentfirma, der tilbyder ekspertise inden for flystrategi, flådefinansiering og operationel styring.

Ifølge virksomhedens egen beskrivelse har man en dokumenteret succes med opstartsvirksomheder inden for luftfart samt med omstruktureringer og store investeringer i luftfart.

Blandt referencerne finder man ACMI-og charterflyselskabet Global Crossing Airlines, Inc. (opererer som GlobalX Airlines), men også Canada Jetlines og Flair Airlines. Canada Jetlines var i luften fra 2022 til 2024, mens canadiske Flair Airlines stadig er flyvende efter lanceringen i 2017.

“Pan Am er mere end blot et brand – det repræsenterer det mest ikoniske navn i den kommercielle luftfarts historie. Vores team hos AVi8 er beæret over at kunne hjælpe Pan Am Brands med at vurdere den bedste vej frem for et moderne, konkurrencedygtigt og kundefokuseret flyselskab, der hylder Pan Am’s historiske arv, samtidig med at det omfavner luftfartens fremtid,” lyder det i en erklæring fra AVi8 Air Capital.

 

Relaterede artikler:

Pan Am på vingerne med særflyvning næste år

Pan Am kan være på vej på vingerne igen

Slut med ‘Pan Am’ på TV3