- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Endnu et SAS-langdistancefly skadet i Newark

I begyndelsen af november måned måtte et langdistancefly fra SAS ufrivilligt tilbringe fire dage i New Yorks Newark-lufthavn, efter at kombinationen af et  vindstød og en mobiltrappe var nok til at kaste grus i maskineriet for SAS. Mobiltrappen blev efter det kraftige vindstød kastet ind mod flyets ene motor, hvor der blev lavet en bule i motorskjoldet.

Dengang var det flyet med registreringen LN-RKM, at det gik ud over. Et Airbus A330-300 fly, der blev leveret til SAS i 2002 måtte tilbringe fire dage på jorden i Newark, mens man ventede på at skjoldet skulle udskiftes. Det kostede en aflysning af rutenummer SK908 fra Newark til Oslo.

Nu er den gal igen. Denne gang er der tale om flyet med registreringen LN-RKR, som SAS fik leveret den 15 september sidste år som Tore Viking. Dette fly kolliderede også med en servicetrappe, hvilket fandt sted onsdag i sidste uge.

I første omgang måtte SAS aflyse rutenummer SK908 fra Newark til Oslo, og disse passagerer blev booket ind på andre afgange med SAS og samarbejdende flyselskaber. Mandag måtte SAS dog at aflyse flyvningen på rutenummer SK909/SK904 København-Newark-Stockholm.

Ramt af servicetrappe
Hos SAS bekræfter man, at der siden onsdag i sidste uge har stået et Airbus A330-fly i Newark Airport.

“Flyet blev ramt af en servicetrappe den 16.november. Vi har kun haft én aflysning indtil videre, og vi regner ikke med, at der kommer flere aflysninger i løbet af de næste dage. Med hvis det ikke går som forventet, kontakter vi selvfølgelig de berørte passagerer,” sagde Mariam Skovfoged, der er pressechef for SAS i Danmark, fredag eftermiddag til CHECK-IN.dk.

Hvornår flyet atter er i drift, kan SAS således ikke sige noget om.

“Vi skal have undersøgt flyet af vores teknikere, så det er for tidligt at sige noget om, hvornår den kommer i luften igen,” konstaterede pressechefen.

Netop jordskader har ofte været skyld i en række aflysninger fra USA fra Skandinavien. I påsken tidligere på året stod A340-300 flyet LN-RKP på jorden i Washington-Dulles International Airport i fem døgn med en teknisk skade, og bedre var det ikke året før, da A330-300´eren LN-RKH fik suget en varmeslange ind i motoren i Chicago O´Hare International Airport og måtte vente på en ny motor.

 

Relaterede artikler:

Trappe beskadiger SAS-langdistancefly

Katastrofal SAS-påske på langruterne

Skadet fly i Chicago skaber problemer for SAS

En tredjedel af SAS-langdistancefly på jorden

SAS-fly strandet i Tokyo