- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Endnu en flykollision i europæisk storlufthavn

Inden for få måneder har der været to tilfælde af flypåkørsler på næsten samme sted i den tyrkiske lufthavn Istanbul Atatürk.

Det sker ind i mellem, at to fly påkører hinanden med de yderste dele – vinger og haleror – på selve lufthavnspladsen.

Sjældent set er det dog, at det sker i samme lufthavn inden for kun få måneder – og endda angiveligt på næsten samme sted.

Ikke desto mindre har Istanbul Atatürk været hårdt ramt af netop to episoder i år. Den første i maj og den seneste var i sidste uge.

I torsdags gjorde en Boeing 787 Dreamliner fra Royal Air Maroc klar til at flyve til Casablanca. Flyet med registrering CN-RGT var på vej mod ventepositionen ved startbanen 35L, da det kolliderede med et andet langdistancefly, der holdt parkeret. Den ene vinge på det marokkanske fly ramte halen på en Boeing 777-300ER (registrering TC-JJZ) fra Turkish Airlines, der netop var ankommet fra New York-JFK. Det skriver det tyske medie aeroTELEGRAPH.

Højre vingespids på flyet fra Royal Air Maroc blev stærkt beskadiget, mens den såkaldte APU (Auxiliary Power Unit, red.) blev ødelagt på det tyrkiske fly. Denne komponent er en slags hjælpemotor, der giver strøm til flyet, når motorerne ikke er i gang. Ingen personer kom til skade, og begge fly blev herefter holdt på jorden for at blive repareret.

Se video af påkørslen i YouTube-videoen herunder:

Skaderne efter påkørslen ses på billederne fra dette opslag på Twitter:

Første tilfælde
Den første af de to hændelser i år med kolliderende fly i Istanbul Atatürk fandt sted den 13. maj. Også denne gang gik det ud over det tyrkiske nationale flyselskab.

En Airbus A330 (registrering HL7792) fra det sydkoreanske flyselskab Asiana Airlines ramte en Airbus A321 (registrering TC-JMM) fra Turkish Airlines, og denne gang fik det tyrkiske fly beskadiget halen.

Turkish Airlines-flyet holdt parkeret lidt for langt tilbage i position 218, da den ene vinge på asiatiske fly rev den vertikale stabilisator fuldstændig i stykker på A321-flyet.

Begge fly fik seriøse skader, men heldigvis kom ingen personer til skade ved hændelsen. Begge episoder i Istanbul Atatürk skal angiveligt være sket på stort set det samme sted i lufthavnen, skriver aeroTELEGRAPH.

Flyet fra Asiana Airlines skulle have fløjet til den sydkoreanske hovedstadslufthavn Seoul-Incheon, men afgangen blev naturligvis straks aflyst.

Se sammenstødet i YouTube-videoen herunder:

Relaterede artikler:

Se Turkish Airlines-fly få haleroret kappet af

Regionalfly ramte hjort under takeoff

Fly fra Ryanair og danske Primera Air i kollision

Thomas Cook-fly i alvorlig fuglekollision

Passagerfly tæt på kollision med UFO