- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Erfaren ruteudvikler til Aarhus Lufthavn

Aarhus Lufthavn har ansat den 39-årige brite David Surley som ny ruteudvikler. Han kommer fra en tilsvarende stilling i Cambridge International Airport.

For første gang nogensinde får Aarhus Lufthavn en dedikeret ressource til at markedsføre lufthavnen og dermed tiltrække nye ruter. Det sker den 1. maj, når briten David Surley tiltræder som Head of Airline Relations i den østjyske lufthavn.

David Surley er 39 år og bor i dag i Worlington i England, hvor han siden 2011 har været ansvarlig for forretnings- og ruteudvikling i Cambridge International Airport. I forbindelse med jobskiftet flytter den nye ruteudvikler til Aarhus, hvor han fra denne base skal ud i verden for at markedsføre den østjyske lufthavn.

“David har den ballast og pondus, som vi var ude efter. Det har været vigtigt for os at finde en person, der både har netværket, kompetencerne og den kommercielle forståelse, og vi er sikre på, at vi i David har fundet den rette cocktail,” siger administrerende direktør Peter Høgsberg fra Aarhus Lufthavn.

Selvom David Surley officielt starter den 1. maj vil han dog allerede repræsentere Aarhus Lufthavn ved den kommende europæiske rutekonference, der afvikles i Krakow fra den 23. til den 26. april.

“Hos os skal han først og fremmest lære, hvad det er vi lægger vægt på, og hvad det er for en historie, som vi gerne vil fortælle. Herudover er der en masse faktuelt, som han skal i gang med at lave. Noget af det David skal lave, er meget af det, som vi ikke selv tidligere har haft ressourcer til,” understreger Peter Høgsberg.

Bred erfaring fra luftfartsbranchen
Netværk og erfaring har David Surley så afgjort. I løbet af de seneste 20 år har han været beskæftiget i 10 forskellige jobs i ligeså mange virksomheder indenfor luftfartsbranchen.

Med udgangspunkt i en degree i Travel & Tourism Management fra Newcastle Business School, tog karrieren sin begyndelse i British Airways som Direct Sales Agent,. Gennem tiden har briten haft udfordringer som marketingchef i Europa for japanske All Nippon Airways, salg- og marketingchef for Air Mauritius i UK samt Account Director hos Star Alliance.

Fra 2008 til 2011 var David Surley ruteudviklingschef i London Oxford Airport, og siden 2011 har Cambridge International Airport været arbejdsgiveren.

Cambridge International Airport er en meget lille lufthavn beliggende omkring 80 kilometer nord for London. Fra lufthavnen har der i flere perioder været ruteflyvninger til Kanaløerne, sporadiske charterflyvninger samt siden foråret 2015 ruteflyvning til Gøteborg udført af Billund-selskabet Sun-Air of Scandinavia.

Ruteflyvninger er der til gengæld i Aarhus Lufthavn, og der vil blive masser af udfordringer, for den nye ruteudvikler.

“Vi forventer dog tidligst i 2017 at kunne se resultaterne af Davids arbejde. Vores manglende tilstedeværelse har betydet, at vi ikke har opnået det vi ville, men det skal David rette op på,” fastslår lufthavnsdirektør Peter Høgsberg.