- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Etihad Airways har reddet Alitalia

Etihad Airways bekræftede onsdag, at selskabet har købt 49 procent af aktierne i Alitalia. Det italienske flyselskab bliver den femte europæiske aktør med Abu Dhabi-selskabet som medejer.

Krisen i den europæiske luftfart betyder, at et stigende antal flyselskaber må se sig om efter pengestærke ejere, der kan få øje på strategiske synergier fremfor klassisk profitmaksimering.

Det italienske flyselskab Alitalia har længe været nødlidende, og den italienske regering har i flere omgange holdt selskabet flyvende ved hjælp af økonomiske hjælpepakker. Men nu lader det til, at Alitalia har sikret fremtiden gennem en strategisk aftale med Etihad Airways, hvor det Abu Dhabi-baserede flyselskab køber 49 procent af aktierne.

Etihad Airways ville uden tvivl gerne have haft fuld kontrol over det italienske flyselskab ved at købe sig til en majoritetsejerandel, men EU-lovgivningen forhindrer, at flyselskaber uden for EU kan opnå en ejerandel på mere end 49 procent.

De to flyselskaber oplyser i en fælles pressemeddelelse, at man er i færd med at udfærdige de endelige dokumenter, der skal bekræfte transaktionen, hvorefter de forskellige myndigheder efterfølgende skal godkende handelen.

Ingen af parterne har oplyst noget beløb for transaktionen, men ifølge nyhedsbureauet Reuters har den italienske regering tidligere indikeret, at Etihad Airways er klar til at investere 1,25 mia. euro, eller godt 9,4 mia. kroner, i Alitalia over fire år.

“Det er en fantastisk løsning for Alitalia. Denne investering vil sikre finansiel stabilitet og bekræfte Alitalias strategiske nøgleposition som en vigtig aktør i den fremtidige infrastruktur for den italienske rejse- og turistindustri,“ siger koncernchef Gabriele Del Torchio fra Alitalia i den fælles pressemeddelelse.

Investeringer i fem europæiske flyselskaber
Hos Etihad Airways er man udmærket klar over de udfordringer, der venter. Et flyselskab med en kæmpegæld samt et stort behov for omstruktureringer. Det forventes, at antallet af ansatte i det italienske flyselskab skal reduceres fra 12.800 til 10.600, således at hver sjette medarbejder må forlade Alitalia.

“En investering i Alitalia vil ikke alene være en fordel for begge flyselskaber, men vigtigere endnu vil den give flere valgmuligheder og flere flyforbindelser for forretnings- og fritidsrejsende ind og ud af Italien,“ udtaler James Hogan, der er koncernchef for Etihad Airways.

Når Etihad Airways bliver storaktionær i Alitalia er det ikke første gang, at selskabet går ind i et europæisk flyselskab. Rent faktisk er det den femte transaktion, der er gennemført i Europa.

I slutningen af 2011 købte Abu Dhabi-selskabet 29,1 procent af aktierne i Airberlin, ligesom det tidligere JAT Airways har fået Etihad Airways som storaktionær (49 %) og sidenhen skiftet navn til Air Serbia. Også det schweiziske Darwin Airline fik Etihad Airways som storaktionær med 33,3 procent af aktierne på det arabiske flyselskabs hænder. Siden har Darwin Airline ændret navn til Etihad Regional og føder trafik ind til trafikknudepunkterne i Zürich og Geneve.

Endelig har Etihad Airways for nylig øget sin ejerandel i irske Aer Lingus fra 2,99 procent til 4,11 procent. Selskabet har angiveligt mod på mere, men må afvente, at Ryanair som ejer 30 procent begynder at sælge ud, som følge af en nylig afgørelse i en appelsag, der handlede om, hvorvidt Ryanair kunne blive tvunget til at reducere sin ejerandel fra 30 til fem procent.

Aer Lingus er særlig interessenat for Etihad Airways, da lufthavnene i Dublin og Shannon har pre-clearance faciliteter til den amerikanske grænsekontrol, hvilket vil skabe fordel for alle rejsende til USA herfra. Den fremskudte grænsekontrol kender Etihad Airways i øvrige fra sin egen hjembase i Abu Dhabi, hvor der er lavet en tilsvarende ordning i emiratets internationale lufthavn.