- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Etihad vil ikke længere have stjerner

Luftfartsselskabet Etihad fra Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater er kommet på konfrontationskurs med det internationalt anerkendte analysefirma Skytrax.

Stridens kerne er, at Etihad ikke længere ønsker at blive vurderet i den verdensomspændende undersøgelse af flyselskaber, som Skytrax hvert år gennemfører blandt over xx millioner flypassagerer i 160 lande. Baseret på input fra passagererne kårer Skytrax verdens bedste flyselskab inden for en lang række kategorier.

Efter at have gennemgået undersøgelsens kriterier og metode har Etihad fundet frem til, at man ikke ønsker at lade sig vurdere.

Men det nytter ikke noget, lyder det fra Skytrax. For når de spørger, så svarer flypassagererne nu en gang det de svarer. Og hvis de siger, at Etihad har et godt produkt, så tager Skytrax det med i sin undersøgelse.

Tage til takke med syvendeplads
I 2013 blev ærkerivalen Emirates, der også er hjemmehørende i De Forenede Arabiske Emirater, kåret til verdens bedste flyselskab samlet set. Og nummer to blev Qatar Airways, der også holder til langs Den Persiske Golf. Etihad selv måtte tage til takke med syvendepladsen. Selskabet gik dog ikke helt tomhændet hjem fra prisuddelingen, da man vandt prisen for bedste første klasse.

Desuden giver Skytrax flyselskaberne stjerner fra en til fem. Det sker på baggrund af egen research kombineret med input fra passagererne.Skytrax-vurderingen foregår på omkring 800 parametre, hvor flyselskabernes service og kvalitet måles og vejes. Og det er nødvendigt at sikre en konsistent kvalitet for at nå til tops på stjernehimlen. Det er således både i luften og på landjorden, at man skal kunne levere kvalitetsydelser for at kunne opnå den fornemme hæder.

Nordkoreanske Air Koryo er verdens eneste et-stjernede flyselskab, mens selskaber som SAS og Norwegian har tre stjerner.

Eliten af de fem-stjernede flyselskaber tæller kun syv selskaber og Etihad er ikke et af dem. Det er til gengæld konkurrenten Qatar Airways.

På ét område er Etihad dog i en liga for sig. Det er når det kommer til at købe op i andre luftfartsselskaber over hele verden. Netop nu arbejder selskabet på at føje en ejerandel i Alitalia til sin portefølje, som i forvejen tæller aktieposter i selskaber som airberlin, Air Serbia, Aer Lingus og Virgin Australia. Men det er ikke noget man vinder Skytrax-priser for.