- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

EU tøver med Ebola-screening i lufthavnene

EU´s sundhedsministre var i går samlet i Bruxelles for at drøfte tiltag til at undgå yderligere spredning af Ebola-sygdommen. I lufthavnene i London og snart også i Prag og Paris vil der blive screenet for Ebola.

Med blot tre dages varsel blev EU´s sundhedsministre kaldt til topmøde i Bruxelles torsdag, hvor man skulle drøfte tiltag for at sikre en spredning af den frygtede Ebola-virus, der indtil videre har kostet flere end 4.000 menneskeliv.

Mødet blev indledt af den italienske sundhedsminister Beatrice Lorenzin, da Italien i øjeblikket har EU-formandskabet. Hele 21 af i alt 28 ministre var mødt frem til topmødet, men den danske sundhedsminister Nick Hækkerup var dog ikke at finde blandt deltagerne, da han hjemme i København havde besøg af sine skandinaviske ministerkolleger til en drøftelse af netop Ebola-situationen.

På mødet blev der ikke besluttet at iværksætte fælles tiltag omkring screening i de europæiske lufthavne. I stedet var der enighed om at øge hjælp og støtte til de vestafrikanske lande, så smitten ikke kunne spredes derfra.

Det bunder blandt andet i en opfordring fra verdenssundhedsorganisationen WHO, der ønsker at sikre en inddæmning af smitterisikoen. Derfor navngav man torsdag 15 afrikanske lande, som skal være såkaldt fokusområde i forhold til en indsats for øget screening.

Der er tale om følgende 15 lande: Elfenbenskysten, Guinea Bissau, Mali, Senegal, Benin, Burkina Faso, Cameroun, Den Centralafrikanske Republik, Den Demokratiske Republik Congo, Gambia, Ghana, Mauretanien, Nigeria, Sydsudan og Togo.

Screening i tre europæiske lande
Mens EU´s sundhedsministre tøver med at etablere fælles tiltag, har tre lande indtil videre valgt at gå enegang. Der er tale om Storbritannien, Frankrig og Tjekkiet.

I denne uge indførte Heathrow Lufthavn i Terminal 1 således screening af passagerer, der ankommer til den britiske lufthavn fra Liberia, Sierra Leone og Guinea. Men den britiske storlufthavn står ikke alene.

I Prags Vaclav Havel Airport vil man fra tirsdag i næste uge foretage en tilsvarende screening af passagerer fra de pågældende lande. Passagerer fra de berørte lande skal udfylde et skema med helbredsoplysninger, hvis de har opholdt sig de seneste 42 dage i det smitteramte område. Det på trods af, at der ikke er direkte flyforbindelser fra Vestafrika til Prag.

Men også i Paris er der nye tiltag på vej. Fra på lørdag vil ankommende passagerer fra Guinea blive Ebola-screent i Charles de Gaulle lufthavnen.

Torsdag formiddag blev et fly fra Air France med 156 passagerer og syv besætningmedlemmer tilbageholdt og isoleret i Madrids Barajas-lufthavn, da en passagerer ombord viste sygdomstegn med kraftig feber. Den pågældende passager var nigeriansk statsborger og var ankommet til Madrid på en flyvning via Paris.