- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Europæisk lavprisflyselskab forbereder stor MAX-ordre

Hollandske Transavia vil erstatte sin flåde af Boeing 737 med 737 MAX 10 - den største version af MAX-flyet. Selskabet afgiver dog først en ordre, når flytypens sikkerhed er bevist.

Det er kun et spørgsmål om tid, før det hollandske lavprisflyselskab Transavia afgiver en ordre på Boeing 737 MAX. Det siger driftskoncerndirektøren for Transavia til et hollandsk branchemagasin.

“Vi sætter dog ikke en underskrift, før det er bevist, at flytypen er sikker,” siger Petra de Ruiter, driftskoncerndirektør i Transavia, til Luchtvaartnieuws Magazine.

Det er ifølge magasinet en offentlig hemmelighed, at Transavia gradvist ønsker at erstatte sin Boeing 737-flåde med mere større og mere moderne fly.

Går efter 737 MAX 10
”Det er klart, at vi vælger MAX 10, den største variant af Boeing 737 MAX. Den har plads til omkring 200 passagerer, hvilket er mange flere end Boeing 737-800,” siger Petra de Ruiter.

For Transavia, som er en del af Air France-KLM-koncernen, betyder flytyper med plads til flere passagerer konkret, at selskabet kan udnytte de begrænsede slot-tider i lufthavne som Amsterdam Schiphol, Eindhoven og Rotterdam mere optimalt.

Transavia-flåden består i øjeblikket af cirka syv Boeing 737-700 og 35 Boeing 737-800. Petra de Ruiter kan endnu ikke sige, om disse fly vil blive erstattet på én gang af en stor ordre til 737 MAX.

Den ældste Boeing 737 i Transavias flåde er over 20 år gammel, og nye 737 MAX-fly vil kunne give selskabet betydelige fordele. Ikke alene har flytypen plads til flere passagerer, den bruger også betydeligt mindre brændstof og er mere støjsvag en end 737-700 og 737-800.

Sikkerhed først
Transavia-direktøren understreger over for Luchtvaartnieuws Magazine, at selskabet skal være fuldstændig overbevist om sikkerheden i 737 MAX, inden man afgiver en ordre på flytypen, som har haft et globalt forbud mod at flyve siden 13. marts efter to fatale flyulykker i Indonesien og Etiopien, som tilsammen kostede 346 mennesker livet.

Boeing og de amerikanske luftfartsmyndigheder FAA er i øjeblikket i gang med en godkendelsesproces, som skal bringe 737 MAX på vingerne igen, efter ændringer af blandt andet softwaresystemer i flytypen.

“Vi er i drøftelser med producenten og følger udviklingen nøje,” siger Petra de Ruiter til Luchtvaartnieuws Magazine.

Transavia flyver i Danmark fra Københavns Lufthavn til Eindhoven i Holland og til Nantes i Frankrig.

 

Relaterede artikler:

Air France-KLM vil udvide Transavia

Transavia-fly på Amsterdam-København-rute

Lavprisselskabet Transavia sigter mod over 100 fly