London Heathrow slog sin egen passagerrekord i 2025. Året har samtidig også budt på den travleste dag i lufthavnen til dato, og Heathrows danske direktør udtrykker begejstring.
Europas største lufthavn målt på antal passagerer, London Heathrow, er kommet ud af 2025 med en ny passagerrekord i bagagen. Det oplyser lufthavnen i forbindelse med offentliggørelsen af passagertal for hele året.
Antallet af passagerer i løbet af året oversteg således for første gang nogensinde 84 millioner, og lufthavnen havde sin travleste december til dato med næsten 7,2 millioner passagerer.
Lufthavnen oplyser, at årets højdepunkter blandt andet omfattede den travleste dag i lufthavnen nogensinde. Det var den 1. august, hvor passagertallet oversteg 270.000.
Derudover påpeger Heathrow, at ni ud af 12 måneder overgik niveauet fra 2024, mens lufthavnen efter eget udsagn fastholdt sin position som verdens mest forbundne hub-lufthavn.
Fremhæver punktlighed
Heathrow Lufthavn oplyser, at man i december formåede at beholde sin position som Europas mest punktlige hub-lufthavn. Samtidig ventede over 97 procent af passagererne mindre end fem minutter i sikkerhedskontrollen.
Bagagehåndteringen blev ifølge lufthavnen også forbedret til en lastningsrate på over 98 procent i 2025, hvilket betød, at en ekstra kvart million tasker kom med deres planlagte fly sammenlignet med 2024.
Heathrow oplyser også, at man i december håndterede 138.000 ton fragt, hvor den 6., 14. og 20. december satte årets tre højeste rekorder for fragt. Fra varer til post steg den transporterede vægt med 12.600 ton i 2025 sammenlignet med året forinden.
Lufthavnen oplyser i øvrigt, at man i 2026 forventer endnu et rekordår. Det bliver samtidig et år, hvor man planlægger at investere mere end 1,3 milliarder pund på forbedringer til kunder og service. Det svarer til 11,2 milliarder danske kroner.
“Decembers rekordresultater viser styrken i efterspørgslen efter Heathrow og den fordel, det giver passagererne, at vores kolleger leverer en fremragende service. Sidste år var der ingen hub-lufthavn i Europa, der var mere punktlig end Heathrow, og vi ser frem til at bygge videre på den succes i 2026,” siger Heathrow Lufthavns administrerende direktør, danske Thomas Wolbye.
Direktør ser frem til udvidelse
Investeringerne i forbedringer til kunder og service er dog ikke de eneste, som Heathrow har i støbeskeen. Således har man i slutningen af november 2025 fået den britiske regerings formelle støtte til lufthavnens forslag til en udvidelse.
Det indebærer blandt andet en landingsbane på 3,5 kilometer, som betyder, at motorvej M25 skal flyttes.
Ifølge Heathrows forslag vil det koste 49 milliarder pund eller mere end 400 milliarder kroner at udvide lufthavnen og etablere en tredje landingsbane. Til gengæld vil udvidelsen øge kapaciteten til 756.000 flyvninger og 150 millioner passagerer om året.
”Med regeringens støtte til vores udvidelsesplaner og de rette regulatoriske rammer fra CAA (de britiske luftfartsmyndigheder, red.) til at sikre private investeringer kan vi frigøre endnu mere af den forbindelsesgrad, handel og økonomiske vækst, som kommer Storbritannien til gode,” siger Thomas Wolbye.
Relaterede artikler:
Efter rekordvækst: Vil investere 11 mia. kroner i 2026