- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Eurowings åbner langdistanceruter fra Frankfurt

Lufthansa-datterselskabet Eurowings vil i det kommende vintertrafikprogram tilbyde langdistanceruter fra Frankfurt og udvide operationerne i München.

Lufthansa Gruppen er i gang med en større strategisk ændring af langdistanceoperationerne for Eurowings, der indgår som den særlige lavprisenhed i den tyske luftfartskoncern.

Det sker, når Eurowings i det kommende vintertrafikprogram vil tilbyde en række nye destinationer fra Frankfurt Lufthavn, som hidtil har været forbeholdt Lufthansa som hub-selskab. Fra den 27. oktober vil Eurowings i første omgang tilbyde ruter til Mauritius, Barbados og Windhoek i Namibia.

Siden sidste sommer har Eurowings etableret sig med et par langdistanceruter fra München til henholdsvis Montego Bay (Jamaica) og Puerto Plata i Den Dominikanske Republik, og i det kommende vintertrafikprogram bliver det også muligt at flyve direkte fra den sydtyske lufthavn til Bangkok.

Flytter fly fra Düsseldorf
Det bliver Sun Express Deutschland, der skal gennemføre flyvningerne på vegne af Eurowings med op til 310-sæders Airbus A330-200. Det er planen, at Eurowings vil placere tre A330´ere i München og fire i Frankfurt.

Nogle af flyene flyttes fra basen i Düsseldorf, der fremover skal betjenes af Lufthansa-datterselskabet Brussels Airlines med et mix af Airbus A330 og A340.

Der er således tale om en større strategisk ændring, hvor Lufthansa Gruppen sætter sit point-to-point selskab til at flyve på de to store tyske hubs, der hidtil har været forbeholdt Lufthansa som netværksselskab. I Schweiz har datterselskabet SWISS med succes benyttet datterselskabet Edelweiss Air til at betjene fritidsruterne fra Zürich Lufthavn.

“Dette er det rigtige strategiske skridt for Lufthansa Gruppen i forhold til at kombinere styrkerne hos koncernens to største flyselskaber i Frankfurt. Fremadrettet vil vi have et produkt skræddersyet til familier og fritidsrejsende med en attraktiv omkostningsstruktur hos Eurowings i kombination med salgs- og markedsføringstyrken hos Lufthansa. Det gør det muligt for os succesfuldt at udvikle vores ruteporteføje, så vi imødekommer den voksende interesse for ferierejser i Tysklands største lufthavn,” siger Thorsten Dirks, der er koncernchef hos Eurowings og medlem af koncernledelsen hos Lufthansa.

Konkurrence med Condor
Eurowings har endnu ikke afsløret, hvilke andre nye ruter, som selskabet forventer at lancere fra Frankfurt Lufthavn. Her er det vigtigt at holde for øje, at Thomas Cook Airlines-selskabet Condor er en betydelig konkurrent på de fritidsorienterede langdistanceruter.

Derfor vil det ikke være utænkeligt, at ruter til eksempelvis Cancun, Cape Town, Havana, Kuala Lumpur, Las Vegas, Mombasa, Punta Cana kan være i støbeskeen.

 

Relaterede artikler:

Eurowings vil have flere langdistancefly

Eurowings til Sydafrika før Norwegian

Eurowings åbner fire nye langdistanceruter

Ni nye langdistanceruter fra München