- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Eurowings fortsætter storoffensiv

Få dage efter annonceringen af en ny base i München offentliggør Eurowings nu planer om en stor ekspansion i Wien næste år.

I sidste uge annoncerede Lufthansas lavprisdatterselskab Eurowings, at selskabet næste år vil åbne en stor base i München Lufthavn med fire Airbus A320-fly, hvilket giver mulighed for at flyve til 32 nye destinationer fordelt på 89 ugentlige flyvninger.

Det er dog ikke de eneste ekspansionsplaner Eurowings har i 2017. Selskabet har nemlig også planer i Wiens Lufthavn i Østrig. I dag flyver Eurowings fra Wien til 15 destinationer. Næste år vil ruteudbuddet blive udvidet med yderligere 13 nye destinationer.

De 13 nye destinationer er Alicante, Brindisi, Birmingham, Bastia, Ibiza, Madrid, Mytilene (Lesbos), Malta, Nice, Olbia, Porto, Paphos (Cypern) og Samos. I forvejen øger Eurowings næste sommer antallet af ugentlige frekvenser på ruter fra Wien til Hannover, Faro, Rom, Køln/Bonn, Palma de Mallorca og Barcelona.

De 32 nye ruter fra München omfatter følgende destinationer: Amsterdam, Paris-Charles de Gaulle, Geneve, London-Stansted, Basel, Edinburgh, Nice, Rom, Thessaloniki, Napoli, Pula, Zadar, Catania, Dubrovnik, Faro, Glasgow, Heraklion, Kavala, Kreta, Lamezia Terme, Mykonos, Olbia, Palermo, Rhodos, Bastia, Cagliari, Ibiza, Korfu, Porto, Brindisi, Kos samt Palma de Mallorca.

Til januar får Eurowings desuden sin anden base i Østrig, når selskabet placerer et Airbus A320-fly i Salzburg’s lufthavn og åbner fem nye ruter til Zürich og Genève i nabolandet Schweiz, til Bruxelles i Belgien, Paris Charles de Gaulle-lufthavnen i Frankrig og Hamborg i Tyskland. Ruterne vil blive betjent mellem tre og seks gange om ugen.

Samarbejde med SAS
Det er en aftale mellem airberlin og Eurowings’ moderselskab Lufthansa, der gør Eurowings i stand til næste år at åbne München-basen med en lang række ruter fra dag ét, åbne de 13 nye ruter fra Wien og etablere basen i Salzburg.

Som led i en storstilet spareplan indgik airberlin i efteråret nemlig en aftale med Lufthansa om, at 40 airberlin-fly i Airbus A320-serien skal overgå til Lufthansa-gruppen. 35 af flyene skal til Eurowings og de resterende fem til Austrian Airlines. Dermed kommer Eurowings op på 125 fly og kan fortsætte den massive ekspansion i Europa. De 40 fly skal placeres på baser i syv tyske lufthavne samt i Wien og Palma de Mallorca.

Herudover bliver Brussels Airlines også i løbet af det næste års tid integreret i Eurowings, efter at Lufthansa-gruppen i sidste uge kunne annoncere overtagelsen af de resterende 55 procent af aktierne i det belgiske flyselskab. Dermed kommer Eurowings i 2018 op på samlet 180 fly.

Ved et investormøde i juni sagde Eurowings’ ledelse direkte, at Lufthansa Gruppen havde haft kig på at købe SAS og integrere selskabet i Eurowings. Den idé var lagt på hylden. I stedet kunne Eurowings og Lufthansa godt tænke sig at samarbejde med SAS.

 

 

Relaterede artikler:

Eurowings åbner 32 nye ruter fra München Lufthavn

Eurowings bekræfter interesse i SAS

Overlevelsesplan: Airberlin reducerer flåden fra 127 til 75 fly