- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Eurowings vil samarbejde med andre flyselskaber

Lufthansa-selskabet Eurowings vil lede efter samarbejdspartnere, der kan have brug for fødetrafik fra selskabets stærkt ekspanderende rutenetværk.

Ryanair og Norwegian havde i flere år drøftelser om et billetsamarbejde mellem de to selskaber, men i september sidste år kunne Norwegian offentliggøre et kommende samarbejde med easyJet under konceptet  ”Worldwide by easyJet”.

Her skal der samarbejdes om at flyve easyJet-passagerer ind og ud af Gatwick Airport til Norwegians voksende netværk af langdistanceruter fra den britiske storlufthavn.

Et tilsvarende samarbejde er Ryanair og Aer Lingus ved at etablere, og Lufthansa-datterselskabet Eurowings vil åbenbart heller ikke holde sig tilbage. Eurowings afsøger i øjeblikket markedet med henblik på at kunne lave en tilsvarende kommerciel model.

“Vi kigger meget grundigt på det, og det er klart et emne for fremtiden,” siger kommerciel direktør Oliver Wagner fra Eurowings til nyhedsbureauet Reuters.

Han understreger, at Eurowings leder efter samarbejdspartnere med både mellem- og langdistanceruter og forsøger at give et eksempel på et muligt samarbejde ved at drage en parallel til prissøgetjenesten Kiwi, der søger enkeltbilletter fra en række flyselskaber og kombinerer dem for at finde den billigste pris og flere rejsemuligheder.

Væksttungt flyselskab
Eurowings gennemgår i øjeblikket en markant vækst, hvilket blandt andet kan aflæses i trafiktallen. I februar var der 2,3 millioner rejsende med de såkaldte punkt-til-punkt flyselskaber i Lufthansa-koncernen, hvilket omfatter Eurowings (inklusive Germanwings) og Brussels Airlines. Det svarer til en vækst på 35,3 procent i forhold til samme periode året før.

Eurowings har i dag langdistanceruter fra lufthavnene i Düsseldorf og Køln-Bonn, men fra vintertrafikprogrammet 2018/19 vil selskabet samle samtlige langdistanceruter på basen i Düsseldorf, der i øvrigt er den største af de tyske baser. Herefter følger Køln-Bonn, Stuttgart-Echterdingen, Hamborg Lufthavn og endelig Berlin-Tegel.

Hvordan Eurowings tænker sig et samarbejde med andre flyselskaber er svært at sige. Det vil dog ikke være sandsynligt, at Eurowings vil føde trafik til flyselskaber, der direkte konkurrerer med egne eller søsterselskabers produkter.

 

Relaterede artikler:

Udfordringer med Norwegian i easyJet-platform

EasyJet i partnerskab med fire nye flyselskaber

Norwegian og easyJet i langrute-samarbejde

Ryanair sælger billetter for SkyTeam-selskab