- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Fagforening har kig på DAT

Fagbevægelsen overvejer stadig hvordan de skal lave en effektiv konflikt mod Ryanairs operationer i Billund. Samtidig rettes blikket mod et andet selskab uden overenskomst, Danish Air Transport.

Allerede inden Ryanair åbnede sin base i Billund i marts og stationerede to fly samt 50 – 60 besætningsmedlemmer i det midtjyske, slog fagbevægelsen på krigstrommerne. Ryanair nægter kategorisk at tegne en dansk overenskomst for sit personale. Derfor har Flyvebranchens Personale Union (FPU), der organiserer piloter og kabineansatte, har derfor brugt foråret på at skaffe opbakning blandt fagforbund som 3F, HK og Dansk Metal til at blokere Ryanairs flyvninger i Billund.

Men på det afgørende krigsrådsmøde i starten af juni valgte fagforbundene, at skyde en beslutning om konflikt til hjørnespark og få LO’s jurister til at vurdere det juridiske grundlag for en konflikt en ekstra gang.

Og mens LO’s jurister kigger dybt i lovsamlingerne, så holder Flyvebranchens Personale Union (FPU) øje med hvilke andre luftfartsselskaber i de danske lufthavne, som ikke har overenskomst med fagforbundet. Og her er blikket blevet rettet mod Danish Air Transport (DAT), der efter Cimber Sterlings konkurs i maj er begyndt at flyve danske indenrigsruter fra København til Sønderborg og Bornholm. Tidligere har selskabet, på trods af navnet, mest fløjet ruteflyvning uden for landets grænser samt charter- og fragtflyvninger.

”Vi har observeret, at Danish Air Transport flyver uden at have overenskomst med os for deres flyvende personale,” siger næstformand i Flyvebranchens Personale Union, Anders Mark Jensen.

Han understreger, at udmeldingen ikke skal ses som om, at fagforeningen rasler med sablerne og forbereder en decideret konflikt mod Danish Air Transport. Men netop DAT’s entré på det danske indenrigsmarked har gjort, at FPU har sagt til sig selv, at det måske var på tide at igangsætte arbejdet med at få DAT til at tegne en overenskomst med fagforbundet.

FPU’s udmelding tages med sindsro hos Danish Air Transport, der har hovedkontor i Vamdrup uden for Kolding.

”Vi har snakket med FPU før, og vi snakker gerne med dem igen. Men jeg har svært ved at se, hvad de kan bidrage med. Vores medarbejdere efterspørger det ikke,” siger Jesper Rungolm, direktør og ejer af Danish Air Transport.

Tøver med at tage affære
Da Flyvebranchens Personale Union ikke har medlemmer, der er ansat i Ryanair i Danmark, så er de nødt til at få de andre LO-forbunds hjælp til at gennemføre en konflikt mod Ryanair. Hvis en konflikt en dag sættes i værk, er det planen, at både bagagefolk, check-in personale og mekanikere skal nægte at tage sig af Ryanairs fly og passagerer i Billund Lufthavn.

Men indtil videre har især 3F tøvet med at tage affære. Forbundet organiserer blandt andet de folk, der håndterer bagagen. Og frygten er, at Ryanair efter få ugers konflikt beslutter helt at forlade lufthavnen. Og da selskabet står for cirka en tredjedel af Billunds trafik, så frygter 3F, at det vil føre til fyringer blandt deres medlemmer i lufthavnen.