- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Fagforeningsmand ny pressechef i CPH

Kasper Hyllested er ansat som ny pressechef i Københavns Lufthavn. Han kommer fra en tilsvarende stilling i Dansk Metal, der var dybt involveret i konflikten mod Ryanair i sommer.

Københavns Lufthavn skal den 1. december 2015 have ny pressechef som afløser for Søren Hedegaard Nielsen, der fratrådte for nylig.

Lufthavnen har ansat den 37-årige Kasper Hyllested, der kommer fra en stilling som pressechef i Dansk Metal. Kasper Hyllested er udvalgt fra en håndfuld kandidater, som har været igennem en udvælgelsesproces gennem en rekrutteringsvirksomhed.

“Kasper Hyllested har en meget klar strategisk vinkel, og han er i stand til at dokumentere, at han kan udvikle og eksekvere på en strategi. Han er god til at binde tingene sammen mellem det strategiske og det operationelle,“ fortæller kommunikationsdirektør Henrik Peter Jørgensen fra Københavns Lufthavn om sin kommende pressechef.

Lufthavnen har bevidst søgt efter en pressechef uden for branchen, idet feltet ville blive for smalt, hvis man udelukkende søgte efter medarbejdere med brancheerfaring fra luftfart.

Selv fortæller den kommende pressechef, at han er blevet fascineret af vækstmulighederne i CPH.

“Jeg synes først og fremmest at stillingen er interessant, fordi Københavns Lufthavn er en spændende virksomhed, der har stor betydning for alle danskere. Det er en spændende branche i vækst, og lufthavnens vækstplaner er utroligt tiltalende,“ siger Kasper Hyllested til CHECK-IN.dk.

Involveret i Ryanair-konflikt
Da den nye pressechef kommer fra Dansk Metal har han allerede været inde over en af de sager, der har fyldt mest i Københavns Lufthavn i år og som har skabt den vækst, som han er fascineret af. Kendskabet til sagen har blot været på den anden side af bordet.

I LO´s kamp mod Ryanair havde Dansk Metal en aktiv rolle i konflikten med det irske lavprisflyselskab, der er lufthavnens fjerdestørste kunde.

På Kasper Hyllesteds Twitter-profiler finder man da også adskillige tilkendegivelser omkring Ryanair.

“Idé til Ryanair. Ring til McDonald´s. Overenskomst førte til at McDonalds blev kåret til Danmarks bedste virksomhed,“ skrev Kasper Hyllested på sin Twitter-profil den 31. januar i år, før baseåbningen.

“Ryanair er the bad guys, men Norwegian har også haft problemer, bl.a. med vikarer m.v. Dog ikke i Ryanair-kaliber,“ hed det på Twitter-profilen den 5. juni 2013.

“Slavekontrakter hos Ryanair. Hvor er den politiske forbruger, der siger nej til den slags?,“ var kommentaren den 4. juni 2013. Det var længe før, at Ryanair annoncerede sit indtog i Københavns Lufthavn og fagbevægelsen orkestrerede den aktion, der førte til, at Ryanair opgav basen.

Selv mener Kasper Hyllested ikke, at hans ytringer er problematiske, da han mener, at disse er foretaget på vegne af Dansk Metal. Det på trods af, at der på Twitter-profilen er en tydelig varedeklaration: “Tweeter mest arbejde og dansk politik – men helt på egen regning.“

“Jeg har haft en ren professionel tilgang til det og har været dybt involveret i konflikten med Ryanair. Hvad jeg har skrevet og sagt er udtryk for, hvad Dansk Metal mener,“ siger Kasper Hyllested til CHECK-IN.dk.

Nogenlunde samme holdning har Kasper Hyllesteds kommende chef, der er kommunikationsdirektør Henrik Peter Jørgensen.

“Kasper Hyllested er et professionelt menneske, og jeg ønsker ikke at kommentere på, hvad han har gjort tidligere.“

Fynbo på Frederiksberg
Kasper Hyllested har været ansat i Dansk Metal siden 2008, først som kommunikationskonsulent og siden som pressechef. Partibogen har da også været i orden som medlem af Socialdemokratiet siden 1996. Hyllested startede sin karriere som rejsesekretær i DSU i 1996 for et par år senere at blive ansat som studentermedarbejder hos folketingsmedlemmerne Lotte Bundsgaard (S) og Jeppe Kofod (S).

Sidenhen gik karrieren over By- og Boligministeriets 1. kontor (ministersekretariatet, red.) til en ansættelse i koncerndirektionssekretariatet hos Tryg Vesta Group fra 2003 til 2005. Herfra var Kasper Hyllested i en kort periode forbi IT- og Telestyrelsen som fuldmægtig, inden ansættelsen som uddannelsespolitisk konsulent i Finansrådet frem til 2007.

Før ansættelsen i Dansk Metal i 2008 blev der også slået et slag indenom Dansk Byggeri i en rolle som erhvervspolitisk konsulent.

Kasper Hyllested, der i dag bor på Frederiksberg og oprindeligt er fra Fyn, er cand. mag. i dansk og har blandt andet læst byplanlægning ved LFB på Handelshøjskolen i København.

Privat bor Kasper Hyllested sammen med Katrine Lester, der er forhenværende 2. viceborgmester på Frederiksberg, valgt for Socialdemokraterne. Sammen har de børnene Dante på 10 år og Pippi på snart syv år. Fritiden tilbringes så ofte som muligt i et feriehus i Hylte ved Markaryd i Småland. Når tiden er til det bliver det også til lidt sofabold, når OB spiller i Alka Superligaen.